Case: Tilbagevendende gigtangreb i højre fod og ankel – og psykologien bag!

Case historie om en mand, der ikke bare blev ordineret diverse homøopatiske lægemidler, men også blev ordineret en anden adfærd, der specifikt var nødvendig for at opnå helbredelse af hans urinsyrelignende gigt.

45-årig mand

En travl og stresset mand, der til daglig fungerede som afdelingsleder i en større virksomhed, kontaktede mig på grund af kroniske gigtsymptomer. Han havde gennem længere tid modtaget prednisolonbehandling, ligesom han var ordineret smertemedicin til hans ømme led. Da han efterhånden havde modtaget denne medicinske behandling gennem flere år, søgte han nu et alternativ til den konventionelle behandling.

Anamnese

Manden havde gennem en længere årrække været presset til det yderste på sin arbejdsplads. Hans ellers gode helbred havde holdt sygdommene væk, men til sidst knækkede helbredskurven, da han pludselig fik et akut gigtanfald i højre ankel/fod. Der blev taget blodprøver, som viste et let forhøjet urinsyretal, men ellers fejlede patienten ingenting. Det første gigtanfald blev behandlet med en kortvarig prednisolonkur, men efter kun en måned kom gigten tilbage. Der blev siden taget flere blodprøver, der viste, at urinsyren lå indenfor normalområdet. Gigten kunne derfor ikke med sikkerhed diagnosticeres som urinsyregigt. Tiden gik og patienten fik mere og mere smertemedicin samtidig med de tilbagevendende prednisolonkure. Til sidst begyndte blodprøverne at vise forhøjede levertal pga. bivirkningerne fra medicinen. Da manden startede sin behandling hos mig, var han næsten i konstant prednisolonbehandling.

Irisdiagnose

Mandens iris afspejlede et grundlæggende godt helbred. Selv om kroppen var lettere belastet af ketonstoffer og urinsyre, fungerede hans nyrer tilsyneladende optimalt. Jeg søgte derfor en anden forklaring på ophobningerne af syren. Svaret fandt jeg i skjoldbruskkirtlen, som øjensynligt svingede mellem et for højt og for lavt stofskifte. Dette blev yderligere bekræftet idet hypofysen bar præg af træthed og funktionsforstyrrelse. Med hensyn til fordøjelsen viste hans tarmslimhinder tegn på katar, ligesom hans lever var lettere forgiftet. Lymfesystemet omkring højre ankel/fod viste tydelige tegn på tilstopning, mens kredsløbet på ingen måde var belastet.

Behandling og medicinvalg

Det er velkendt, at stofskifteforstyrrelser kan udløse urinsur gigt (podagra/ arthritis urica). Dette skyldes en udfældning af uratkrystaller i leddene på grund af et forhøjet proteinstofskifte. Normalt kan man kun stille en sikker diagnose ved påvisning af intracellulært lejrede uratkrystaller i ledvæsken. Denne undersøgelse var også blevet gennemført, men resultatet havde været negativt. Alligevel var jeg sikker på, at patienten led af urinsur gigt. Dette skyldes, at mandens skjoldbruskkirtel var svingende i funktion. Med andre ord ville der være uger, hvor ledvæsken kunne være fri for uratkrystaller, men der ville også være dårlige uger, hvor stofskiftesvingningerne resulterede i en øget urinsyrekoncentration. Da stofskiftet reguleres gennem en feedback-mekanisme mellem hypothalamuskirtlen, hypofysen og skjoldbruskirtlen, valgte jeg at behandle hypofysen og skjoldbruskkirtlen gennem stimulering af henholdsvis halschakra og solarplexus. Til dette ordinerede jeg et homøopatisk lægemiddel til henholdsvis halschakra og solarplexus. Grunden til at jeg valgte en behandling af chakraerne i stedet for et specifikt homøopatisk lægemiddel til skjoldbruskkirtlen, skal ses i lyset af mandens stressfyldte liv.

Som så ofte før beskrevet i mine nyhedsbreve, er fordøjelsen afgørende for helbredet. En perforering af tarmens slimhinder pga. katar, vil altid medføre en forgiftning af blodet. Grundlæggende vil forgiftningen bestå af tarmens ufordøjede proteiner. Disse proteiner vil trods fordøjelsens proteinspaltende funktion nå ud i blodbanen. Her vil proteinerne binde sig til kroppens væv og celler, hvorefter immunforsvaret vil udløse en immunrespons. Ofte vil denne antigen-antistofreaktion resultere i en kaskade af proinflammatoriske cytokiner samt udløse histaminreaktioner fra enten IgE eller fra kroppens mastceller. Resultatet vil altid være en allergisk/inflammatorisk proces, der slutteligt udløser rødme, hævelse, smerte eller udslet. Derfor er det altid af vital betydning, at behandle tarmsystemet hos enhver patient, der måtte lide af bindevævssygdomme, gigt, allergi eller eksemer. Til behandlingen af mandens tarmsystem ordinerede jeg en proteinfattig diæt, tilførsel af mælkesyrebakterier samt et specifikt homøopatisk kompositum middel til mave og tyndtarm. For at styrke alle kroppens afgiftningsorganer ordinerede jeg slutteligt et bredspektret homøopatisk middel med urter til gigt, muskel- og ledsmerter, nyrer og inflammation. Dette middel skulle således støtte kroppen i afgiftning af nyrer, urinsyre ligesom midlet skulle dæmpe inflammationen og smerterne i de ramte led- og muskler.

Jeg aftalte følgende dosering med manden:

• 15 dråber 4 gange dagligt af det homøopatiske lægemiddel til halschakra.
• 15 dråber 4 gange dagligt af det homøopatiske lægemiddel til solarplexus.
• 15 dråber 4 gange dagligt af det specifikke homøopatiske Homasin til mave og tyndtarm.
• 15 dråber 4 gange daglig af det bredspektrede kompositummiddel Pinesin til gigt, muskel- og ledsmerter, nyrer og inflammation.

Jeg bad således manden tage alle fire homøopatiske lægemidler 15 dråber 4 gange dagligt.

Psykologisk intervention

Selv om mandens ledsmerter tilsyneladende havde sine fysiske forklaringer, undlod jeg ikke at tage en dybere psykologisk snak om hans stressproblem. Jeg forklarede ham, at selv om jeg kunne observere alle disse fysiske ubalancer i stofskifte, fordøjelse, lever og lymfesystem måtte vi erkende, at disse ubalancer ikke bare opstår ud af den blå luft. Hans forholdsvis store indtag af proteiner var heller ikke hele forklaringen på hans syreproblemer. Jeg satte ham derfor ind i den ulidelige belastning, stress er for kroppens generelle helbred.

Jeg lod ham forstå, at det svingende stofskifte med tilhørende syreproblematik var en direkte udløber af hans manglende loyalitet overfor ham selv. Jeg forklarede detaljeret, at hele bevægelsesapparatet inklusiv hans højre ankel og fod var tæt forbundet med hans følelsesliv. Jeg forklarede, at følelser ligger bag enhver bevægelse, vi foretager os i kroppen. Uanset om motivationen bag vores handlinger, bevægelser eller tanker er angst, vrede, kærlighed, grådighed etc. er disse emotionelle årsager altid drivkraften bag vores bevægelser i livet. Muskler og led er derfor følelsernes fysiske redskab.

Musklernes kondition og biokemiske balance er direkte betinget af de bagvedliggende organiserende følelser. Jeg forklarede derfor manden, at når hans arbejdsplads pressede ham til hans yderste grænse, havde dette store konsekvenser i hans følelsesliv. Et sådan arbejdspres ville uværgelig sætte ham i et dilemma, hvor han af mange grunde ville afvise sine egne behov og følelser. Arbejdspresset ville derfor udvikle adfærdsprogrammer i hans liv, der var i direkte opposition til hans autentiske følelser, lyst og behov. Argumenterne for at udvikle programmer i opposition til sig selv, kunne f.eks. være angst for fyring, et forsøg på at opretholde en succesfuld identitet hos kollegaer eller måske et overdrevent begær efter magt og penge. Uanset hvilke oppositionsprogrammer vi udvikler gennem livet, vil sådanne programmer være direkte i konflikt med vores dybere identitetskerne. Herved opstår der en modsatrettet spænding i muskler og led, idet nogle følelsesmæssige aspekter i jeg’et vil én bevægelse, mens andre følelser stimulerer en modsatrettet bevægelse. Resultatet bliver derfor en kronisk spænding i muskler og led, som øger sandsynligheden for inflammationer og slid i leddene.

Desværre vil oppositionsprogrammer ikke kun belaste vores bevægeapparat, men også infiltrere hvorledes vores immunforsvar fungerer. Oppositionsprogrammer, der undertrykker eller angriber vores autentiske kerne fører derfor ofte til autoimmune lidelser i alle bindevæv.

Med afsæt i ovenstående anbefalede jeg derfor patienten, at føle ærligt efter i sig selv. Jeg bad ham finde hans autentiske identitet og værdier, og herefter reagere og beslutte ud fra disse erkendelser. Jeg hjalp ham lidt på vej i hans erkendelsesproces og vi nåede frem til, at han straks skulle nedsætte sin arbejdstid, således at han kun skulle arbejde til kl. 14.00 hver dag. Efter arbejdet skulle han øge opmærksomheden på hans egne behov, således at hans ”muskler” igen tjente ham selv og ikke kun virksomheden.

Som det næsten altid er tilfældet, ved vores patienter godt, hvad der skal korrigeres i deres liv. Dette gjaldt også for manden, der ved konsultationens afslutning ivrigt fortalte, at han jo allerede havde tænkt over at ændre på sin arbejdssituation. Han havde længe følt, at han ignorerede sig selv, men havde bare holdt ud dag efter dag, måned efter måned. At manden allerede var bevidst om hans sygdomsfremkaldende selvoppositionistiske adfærdsprogrammer, var ingen overraskelse for mig. Dette fordi, at fod/ankel jo er det sidste, der rammer gulvet, når vi tager et skridt. Så mens hoften relaterer til vores mentale undertrykkelser af vores basale og instinktive behov og skridt, og relaterer knæet til vores følelsesmæssige skridt, afspejlede gigten i fod og ankel blot mandens evne til at tage skridtet fuldt ud – altså at gøre det! Den sidste del af bevægelsen – altså at ophøre med det ekstreme arbejdspres lå således stadig uforløst og tilbageholdt i den stagnerede fod og ankel. Også lymfesystemets tendens til stase og mangelfulde drænering af området vidnede om uløste identitetskonflikter i mandens liv.

Resultat

I forbindelse med igangsætningen af den homøopatiske behandling, havde manden selv valgt, at stoppe med sin prednisolonbehandling samt reduceret sin smerte- og antiinflammatoriske medicin. Trods dette, kunne han allerede efter 14 dage mærke en generel bedring. Han fortalte, at vores samtale om musklernes og følelsernes sammenhæng havde givet ham så mange erkendelser. For første gang i sit voksne liv, følte han igen, at han ejede sig selv. Det var en stor befrielse for ham igen at bestemme over sig selv, og arbejdspladsen havde uden problemer accepteret hans nye grænser, så længe han havde brug for det.

Han led stadig af smerter, men hævelserne var mindre og smerten var mere tålelig. Efter yderligere en måneds behandling var smerterne reduceret med hele 50 %. Dette resultat var imponerende, når man tænker på, at han var stoppet med sin prednisolon. Vi aftalte, at han blot skulle fortsætte med de homøopatiske lægemidler, og at han ligeledes selv skulle styre doseringen af smertemedicinen afhængig af hans smertetærskel. Efter endnu to måneders behandling var han næsten smertefri. Blodprøverne viste stadig ingen tegn på forhøjede urinsyreværdier, og levertallene var meget bedre pga. hans reducerede medicinering. Han fortsatte i endnu to måneder med de homøopatiske lægemidler for at sikre resultatet.

I dag er han helt fri af smerterne og ejer stadig sig selv.