Casehistorie – Kvinde 63 år

En kvinde på 63 år konsulterede mig. Hun udviste under samtalen stor høflighed, tog ikke styringen, var afventende men dog insisterende, når det kom til alle spørgsmålene om hendes helbred. 

Spørgsmålene var ikke drevet af nysgerrighed. De var motiveret af utryghed, angst, nervøsitet og afmagt. Kvinden var tydeligvis den bekymrede type, hvilket hele hendes væsen afspejlede. Kvinden havde gennem årene forgæves søgt hjælp til sit stofskifteproblem, som hun stædigt ønskede at afhjælpe uden brug af lægens stofskiftemedicin.

Anamnese

Kvindens helbredshistorie var ikke lang. Hun havde generelt haft et sundt og stærkt helbred som barn og ung. Også hendes graviditeter med begge hendes to børn, var forløbet uden problemer og hun havde heller ikke problemer i forbindelse med menopausen. Først i forbindelse med postmenopausen, dvs. 4 år efter hendes menstruationer var stoppet, startede helbredsproblemerne. Hun begyndte at udvikle ledsmerter, slimhindeproblemer i mund, hals og lunger. Hun udviklede gener fra mave og tarm, herunder reflukssymptomer, kvalme, mavesmerter samt gasdannelser og tendens til forstoppelse. Hun opdagede pludselig også, at hendes puls lå lavt – omkring 50 slag pr. minut, hvilket reelt betød, at hun havde udviklet bradykardi og nu også oplevede episoder af dyspnø (åndenød). Hun oplevede desuden perioder, hvor hun var plaget af uregelmæssig hjerterytme. Også svimmelhed, søvnproblemer, depressivitet samt en stor træthed kunne føjes til listen af de mange symptomer. Som 56-årig afslørede blodprøverne, at kvindens stofskifte lå i den lave ende af normalområdet, hvorfor hun nærmede sig diagnosen hypothyreose (lavt stofskifte). 

Kvinden blev tilbudt medicinsk behandling men afslog, idet hun ikke ønskede nogen medicinsk behandling. Selv om kvinden således siden havde levet med kendskabet til sit lave stofskiftetal, havde hun alligevel gennem årene afslået at modtage stofskiftemedicin. Hun vidste godt, at der var en sammenhæng mellem hypothyreosen og de symptomer, hun oplevede. Hun var også bekendt med, at et lavt stofskifte ikke var sundt for kroppen. Selvom hun ikke endnu havde fundet kuren, håbede hun stadig på det mirakel, der kunne give hende helbredet og balancen tilbage. 

Irisdiagnose

Kvindens øjne efterlod ingen tvivl. Alle hendes symptomer lyste op i hendes iriszoner som klassiske tegn på insufficiens i organer, misfarver og strukturelle belastninger i kroppens væv og organer. Jeg noterede en svag enzymatisk bugspytkirtel, svag lever og galde funktion, mangel på mavesyre, irriterede slimhinder i hele fordøjelsen, stresset hypofyse, udtrættet skjoldbruskkirtel, stressede nyrer/binyrer, syreophobninger, ketonstofdeponeringer i både organer og muskler, overaktiv milt og et svækket nervesystem. Diagnosen efterlod ingen spørgsmål. Øjnene viste, hvad der var galt – et stofskifte, der var gået i stå på flere niveauer. Men, jeg havde endnu til gode at finde ud af de bagvedliggende psykologiske forhold, der havde fastholdt kvinden i denne hormonelle ubalance gennem så mange år. 

Psykologisk intervention

Efter at have informeret kvinden om kroppens tilstand, var det vigtigt for mig, at hun ikke gik fra konsultationen med oplevelsen af, at hendes helbredstilstand var en stor uløselig knude. På trods af alle kroppens mange ubalancer, fastholdt jeg overfor kvinden, at kroppens mange tilstande egentligt blot kunne tilskrives hendes lave stofskifte. Hvis vi sammen kunne bedre stofskiftet, ville de mange ubalancer løse sig selv en efter en. 

Jeg understregede yderligere overfor kvinden, at hendes skjoldbruskkirtel faktisk heller ikke fejlede noget, men at kirtlen også blot var offer for andre forhold, som vi sammen måtte udrede. På denne måde gav jeg kvinden magten over hendes helbred tilbage således, at hun ikke længere skulle være fastholdt i den forståelse, at hun var et offer for stofskifteforstyrrelser. I stedet for at fokusere på sygdom og symptomer, kunne hun nu flytte hele sin opmærksomhed og ressourcer over på det, som det virkelig handlede om – nemlig måden at være i livet på.

Med afsæt i de ramte organer og deres typiske psykologiske referencer, fortalte jeg kvinden, at kroppens organer altid reagerer på et miljø. Dette miljø kan enten være fysisk eller psykisk, hvorfor vi sammen måtte bringe det til ophør i hendes miljø, som var årsagen til organernes biologiske reaktion. Som nævnt, havde jeg allerede udråbt skjoldbruskkirtlen og stofskiftet til kvindens primære problem, hvorfor jeg lod hende forstå, at ubalancer i skjoldbruskkirtlen kan forklares ud fra nogle universelle psykologiske mekanismer – at specifikke tankemønstre, adfærdsmønstre, følelser samt ydre psykosociale forhold og relationer kan være udløsende. Kun gennem forståelsen af disse sammenhænge, kunne hun hjælpe sig selv og sin krop tilbage til helbredelse.

Selv om kvinden havde lidt modstand på ideen om, at hun selv skulle været involveret i, hvorledes hendes krop biologisk reagerede, indvilligede hun i at arbejde med sit helbred via denne strategi. Dog følte hun, som så mange andre af mine klienter, at min forklaring på den ene side gav hende en mulighed, men på den anden side også gjorde hende selvansvarlig og lidt medskyldig i forhold til sygdomsudviklingen. 

Jeg skyndte mig derfor at rette denne uheldige misforståelse og gjorde opmærksom på, at vi alle er betinget af vores familiære dispositioner, samt den adfærd vi både har arvet og adopteret fra vores forældre og familie. Alle disse forhold udgør et fundament for vores følelsesliv og adfærdsprogrammer – programmer vi ikke selv er skyldig i, men som vi har ansvaret og muligheden for at ændre. Det er således ændringen af disse programmer, som er vejen ud af sygdom, dispositioner og skyldfølelse. Kvindens ansigt og mimik viste mig, at hun forstod disse dybere sammenhænge. Nu var hun helt klar til at tage fat på de store opgaver, der lå foran hende i forsøget på at helbrede sig selv.

Klientens primære psykologiske mønster

Selvom der kan ligge mange forskellige psykologiske oplevelser og adfærdsprogrammer bag udviklingen af et lavt stofskifte, er det oftest således, at stofskifteklienter har været ramt af udfordringer, der har oversteget deres kompetencer eller menneskelige ressourcer. Det kan dreje sig om enkeltstående oplevelser f.eks. et dødsfald, mobning, skilsmisse eller en fyring. Men det kan også skyldes summen af mindre udfordringer, der tilsammen vokser sig så store, at de bringer klientens biologi ud i en kronisk freeze tilstand, hvilket skubber til balancen mellem det sympatiske- og parasympatiske nervesystem. 

For at udrede og afsløre hvilke forhold der lå til grund for kvindens lave stofskifte, bad jeg hende liste, hvilke af fortidens udfordringer eller oplevelser hun selv synes havde været komplekse eller svære at løse. Jeg spurgte også til, om der var aktuelle forhold i livet, som hun følte var uløselige, uløste uanset det måtte være følelsesmæssige forhold, relationer eller økonomisk/praktiske forhold. 

Disse spørgsmål skulle afdække alle de forhold i kvindens liv, som enten tidligere eller stadig fastholdt hendes biokemi i en freeze, tilstand eller endnu værre, kunne være årsagen til en dybere parasympatisk dominans.

Efter lidt overvejelse fortalte kvinden, at tabet af hendes mand 10 år tidligere klart havde udfordret hende til grænsen af hendes ressourcer, og at hun egentlig aldrig rigtig var kommet videre i sit liv, siden mandens kræftsygdom og dødsfald. De første år efter tabet af hendes mand var fyldt med afmagt. Hun havde svært ved at overskue livet og havde også været ramt af store bekymringer i relation til hendes voksne børn, der begge have gennemlevet skilsmisse, hvilket havde pålagt hende mange ekstraopgaver med blandt andet pasning af børnebørn samt økonomiske spekulationer. Årene efter mandens død havde derfor været svære, og hun var stadig både stresset og bekymret for børnene og børnebørnenes tarv og trivsel. Lige meget, hvor meget hun gjorde for sine børn og børnebørn, forblev problemerne store og uløste. Datterens økonomi var så ringe, at hun stadig måtte hjælpe til økonomisk. Sønnen var stressramt og sygemeldt, og en af hans børn var diagnosticeret med ADHD. Dette betød, at min klient mere eller mindre måtte træde til og fungere som både husmor og fast støttepædagog i det daglige. 

Efter kvindens ærlige og åbne udsagn stod det klart for mig, hvorfor hendes stofskifte blev fastholdt i ubalance. Kvindens liv kunne sammenlignes med en situation på forhistoriens slette, hvor vi som mennesker blev truet og invaderet af rovdyr eller blev domineret og fordrevet af en overmagt. 

Sådanne invasive miljøer, hvor vi invaderes af ydre forhold, som vi intet kan stille op i mod, vil ende med at fastholde os i en stresstilstand, hvor vi hele tiden styres af ydre forhold og tvinges til at undertrykke, tilsidesætte og tilbageholde os selv. Truslen eller ”rovdyret” er i denne sammenhæng den overmagt af opgaver, som ophobede sig efter ægtemanden død – opgaver, som min klient ikke oplevede nogen mulighed for at sige fra over for. På denne måde havde hun ufrivilligt været fastholdt som gidsel i en årrække. 

Uanset, om det var kvindens etik, moral eller samvittighed, der gennem årene havde motiveret hende til fravalget af sig selv til fordel for børnenes og børnebørnenes tarv, måtte hun sande, at dette mønster ikke længere kunne fortsætte, hvis hendes stofskifte skulle opnå helbredelse. 

Lavt stofskifte – kroppens immunologiske og hormonelle respons 

Jeg forklarede hende derfor, at kroppens nerve-, hormon- og immunsystem blot reagerede som forventet på det miljø, hun fastholdt sig selv i, og at kroppen reagerer helt fysisk på de psykologiske invasive forhold. Jeg lod hende vide, at kroppens reaktion på de sidste 10 års udfordringer, var sammenlignelig med den reaktion, kroppen gennemlever, når vi f.eks. udsættes for en bakteriel invasion.  

Jeg uddybede, at når kroppen bliver invaderet af en bakterie, og hvis immunsystemet ikke formår at bekæmpe bakterien, vil den afledte inflammation og opregulering af hvide blodlegemer, herunder vores granulocytter, medføre forandringer i de enzymer, der grundlæggende styrer vores stofskiftehormoner. Jeg fortalte hende mere præcist, at vores granulocytter øger koncentrationen af deiodenase D3-enzymet, og at dette enzym udløser en direkte nedbrydning og inaktivering af vores skjoldbruskkirtelhormon. 

Jeg præciserede også, at hjernen og huden er det dominerende D3-udtrykkende væv, og derfor også det vigtigste sted for nedbrydning af vores mest potente stofskiftehormon kaldet T3, ligesom hjernen omdanner stofskiftehormonerne til et ineffektivt hormon kaldet reverse-T3. Netop fordi hjernen er særlig rig på deiodenase D3-enzymet, bliver kroniske bekymringer og dermed ”invasiv stress” i hjerne, nervesystem og sind en særlig trussel for stofskiftet.

Jeg fortalte hende også om nyere forskning, der viser, at selv om deiodenase D3-enzymet primært udtrykkes i hjernen og huden, viser foruroligende nyere forskning, at opregulering og syntese af deiodenase D3-enzymet også kan aktiveres i mange af kroppens andre væv. 

Undersøgelser har således dokumenteret deiodenase D3-enzymaktivitet i lever og skeletmuskulatur hos patienter indlagt på hospitalet. Det er således vist, at deiodenase D3-enzymet i kroppens samlede væv kan nedbryde vores stofskiftehormoner og dermed ændre kroppens samlede stofskiftestatus, selv hos mennesker med en ellers normal fungerende hypothalamus-hypofyse-skjoldbruskkirtel-akse. 

Høj D3 aktivering i diverse væv menes at være kroppens respons på vævsskader, traumer, inflammationer og infektioner. Studier af patienter understøtter således et helt nyt provokerende koncept, der foreslår, at sygdomsudløst deiodenase D3-enzymaktivering alene kan bidrage til et generelt lavt-T3-syndrom. Yderligere peger disse undersøgelser på, at der kan opstå lokale hypothyroide tilstande i syge organer og væv grundet den sygdomsfremkaldte deiodenase D3-enzymaktivering. Dette betyder således, at enkelte organer i et ellers raskt menneske kan lide af et lokalt lavt stofskifte.

Efter denne længere forklaring, der skulle give kvinden et nyt forståelsesfundament i erkendelsen af årsagen til hendes stofskiftelidelse, stod det nu helt klart for hende, at hun måtte forandre sin rolle som gidsel i eget liv. Selv om hun forstod situationens alvor og nødvendighed, havde hun alligevel svært ved at se løsningen. Hun følte sig således stadig fanget i dilemmaet mellem at skulle prioritere egne behov på den ene side, og samtidig indfri børnenes behov på den anden side. Hvis hun svigtede børnene og ikke indfriede den hjælp, de bad om, ville hun samtidig også svigte sin egen indre moral, etik og næstekærlighed. Hvis hun fortsatte med at være ”gidsel”, ville hun svigte sig selv og sit helbred. Hun så spørgende på mig og sagde, at hun ikke vidste, hvordan hun nogensinde skulle kunne tage det valg.  

Jeg gjorde hende opmærksom på, at det egentlig ikke var selve situationen, der i sig selv var uløselig, men det, som stod hende i vejen, var hendes egne overbevisninger, samt hendes manglende tillid til hendes børns ressourcer og kompetencer. Jeg gjorde hende opmærksom på, at hendes børn ikke ville udvikle sig, så længe hun løftede ansvaret for dem. Med andre ord var det nu tid til, at hendes voksne børn selv måtte udvikle den nødvendige kompetence og ansvarlighed, som var nødvendig for at skabe balance i deres egen tilværelse. 

Jeg foreslog hende, at hun fremover skulle se sig selv som vejlederen i stedet for at være den udførende kraft i børnenes liv. Dette ville ikke blot forløse hendes egen gidselrolle og skyldfølelse, men ville også på længere sigt give børnene og børnebørnene en bæredygtig balance i deres liv. Således tilbød denne løsning på sigt en langt dybere kærlighed til børnene og hende selv, hvilket både ville forløse kvindens egne negative overbevisninger om børnenes begrænsninger og kompetencer, hendes dårlige samvittighed, hendes misforstået overansvarlighed, børnenes udviklingsstagnation og vigtigst af alt – hendes stofskifteproblem. 

Jeg forberedte hende på, at hun gennem denne proces måtte være klar på at skulle udholde, gennemleve og forløse børnenes projektioner, egne bebrejdelser samt angst for at miste kontakten til sine børn. Helt enkelt ville hun blive nødt til med klarhed, at skulle forholde sig til sådanne dybere følelsesmæssige komplekser – følelser, som hun var flygtet fra at forholde sig til gennem sin egen ”gidseltagning” i kølvandet på mandens død. 

Kvinden forstod lektien, og vi aftalte, at hun på den mest kærlige facon måtte meddele børnene, at hun fremover ikke længere kunne tilbyde at være den udførende kraft i deres liv, da hun selv var nået til en udmattelse i både krop og sind. De måtte forstå, at hun kun i nødstilfælde kunne træde til med hjælp, og at de således fremover selv skulle klare hverdagens almindelige udfordringer. I stedet skulle hun fremover tilbyde børnene at være vejledende med den livsvisdom, hun nu engang kunne bidrage med. Børnene skulle således indstille sig på selvstændigt at tackle deres eget liv i større omfang, ligesom min klients tilværelse ikke længere skulle tage sit udgangspunkt i børn, børnebørn, angst for at miste, dårlig samvittighed og skyldfølelse. 

Samtidig med at kvinden ikke længere lod sit primære udgangspunkt være i rollen som børnenes udførende kraft, skulle hun i stedet arbejde med igen at mærke sine egne behov i livet. Derfor aftalte vi, at hun ugentligt skulle drage omsorg for/indfri egne behov. Det kunne f.eks. udflugter, rejser, oplevelser, sammenkomster med veninder, tøjkøb, massagebehandlinger, motion etc. Alle oplevelser skulle således tilgodese hendes egne psykiske, mentale og kropslige behov – noget, der som en samlet oplevelse, skulle få kroppen til at opleve tilværelsen som noget rart og berigende, i stedet for afkrævende og invaderende.

Behandling og medicinvalg

Enhver behandling af stofskiftet bør naturligvis inkludere en direkte behandling af selve skjoldbruskkirtlen. Dette fordi skjoldbruskkirtlen er primær for produktionen af monoiodotyrosine (MIT), diiodotyrosine (DIT) samt thyroxin (T4), der alle er præhormoner for det potente og meget mere virksomme triiodothyronin (T3).

80-90 % af de hormoner skjoldbruskkirtlen udskiller er T4, mens kun ca. 10-20% er T3. Af samme grund kan man således ikke blot nøjes med at behandle skjoldbruskkirtlen, hvis man ønsker et velfungerende stofskifte. Man bliver også nødt til at sikre sig, at de forskellige enzymer kaldet iodthyronin deiodinaser, der omdanner T4 til T3, T3 til T2, samt T3 til reverse-T3 fungerer optimalt.

Endelig skal man huske, at det kun er en lille del af skjoldbruskkirtelhormonerne, der flyder frit tilgængeligt i blodet idet den største del er bundet til transportproteiner herunder kroppens thyroxin-bindende-globulin (ca. 70 %), transthyretin (ca. 10%) og albumin (ca. 15%). Således er kun 0,03% T4 og 0,3% T3 frit tilgængeligt. Dette betyder, at det i realiteten er de forskellige iodthyronin deiodinase-enzymer i kroppens væv og organer, der står for 85% af konverteringen og reguleringen af kroppens T4 til T3. Deiodinase-enzym-konverteringen er således den væsentligste kilde til både T3 (ca.87%) og reverse-T3 (ca. 95%) i kroppens perifere væv.

Jeg valgte derfor målrettet at styrke de organer og systemer, som man forskningsmæssigt har viden om er primære for opreguleringen af specielt deiodinase D1-, og D2-enzymaktiviteten – enzymer der som tidligere nævnt regulerer konverteringen af vores stofskiftehormoner. 

Deiodinase D1-enzymet, der vides vigtig for omdannelsen af præhormonet T4 til T3 styrkes bedst ved behandling af henholdsvis lever, nyrer og skjoldbruskkirtel, mens deiodinase D2-enzymet, der er langt mere konverteringseffektivt end D1-enzymet bedst styrkes ved vitalisering af hypofyse- og centralnervesystem. 

Med afsæt i ovenstående ordinerede jeg derfor følgende homøopatiske lægemidler:

  • Vitasin til styrkelse af henholdsvis lever og nyrer. 
  • Hothyrosin til styrkelse af selve skjoldbruskkirtlens funktion.
  • Hosenisin til vitalisering og styrkelse af hjerne- og centralnervesystem.
  • Nersin til reduktion af stress i nervesystemet, beroligelse af binyrer samt styrkelse af hypofysen.

Alle fire homøopatiske lægemidler skulle som en samlet synergetisk kur bidrage til en revitalisering af de væv og organer, som primært er ansvarlige for reguleringen af et velfungerende stofskifte. Jeg aftalte med kvinden, at hun skulle tage 20 dråber af alle fire midler 3 gange dagligt. 

Da også jod, selen, A-vit, D-vit og jern er vigtige næringsstoffer for et optimalt stofskifte anbefalede jeg også vores MIDTVEJSPILLE som foruden vitaminer og mineraler også indeholder en lang række urter.

Vi aftalte, at hun dagligt skulle tage de fire homøopatiske lægemidler samt MIDTVEJSPILLEN i de efterfølgende 3 måneder, hvorefter hun igen skulle komme til konsultation. 

Resultat

Da kvinden kom igen efter de første tre måneder, virkede hun langt mere integreret i sig selv. Hun havde fået en ro over sig og det var tydeligt, at hun haft langt bedre kontakt til sig selv. Den grundlæggende sygdomsangst, der styrede kvinden ved første konsultation, var forvandlet til en spirende tillid til fremtiden.

Hun fortalte, at hun straks efter vores sidste møde havde ringet til begge hendes børn. Forinden havde hun skrevet et brev, som hun havde læst op for dem. Det havde hjulpet hende, så hun ikke kom til at sige tingene forkert, men også støttet hende, så hun fik sagt alt det, der skulle siges. Begge hendes børn havde efterfølgende tilkendegivet, at de var klar over, at deres hverdag nu ville blive en større udfordring, men at de selvfølgelig også godt kunne forstå, at hun måtte passe bedre på sit helbred. Min klient havde efterfølgende givet begge sine børn 10.000 kr. og samtidig fortalt, at det var de sidste penge, hun kunne undvære. Dette for at datteren fremover skulle forstå, at hun ikke længere kunne forvente yderligere økonomisk hjælp. 

Enkelte gange havde både sønnen og datteren forsøgt at spørge om hjælp, men min klient havde fastholdt, at hun ikke havde kræfterne, og at de selv måtte løse problemerne eller finde støtte i deres eget netværk. Børnene havde som forventet reageret med utilfredshed, lidt bebrejdelse og specielt datteren havde på trods af de 10.000 kr. beklaget sin nød, da hendes budget ikke hang sammen. Dette havde min klient klaret ved at være vejledende – nøjagtig, som vi havde aftalt. Hun havde derfor konfronteret datteren med, at hun boede i en alt for dyr lejlighed, hvorfor det var nødvendigt at flytte til en billigere hurtigst muligt. Datteren havde reageret frustreret og ville for alt i verden ikke flytte. Men efter 4 uger var datteren vendt tilbage og havde tilkendegivet, at hun havde indset nødvendigheden i at finde en billigere lejlighed. 

Min klient fortalte endvidere, at hun oplevede en klar fysisk bedring. Hun oplevede det som om, at kroppen begyndte at fungere igen. Hendes vejrtrækning var bedre, hun oplevede ikke længere åndenød, hun havde mere energi og flere fysiske kræfter. Også fordøjelsen var bedre, selvom den stadig havde dage med tendens til træghed. Helt afgørende var, at hendes svimmelhed næsten var forsvundet. Dette havde virkelig givet hende følelsen af, at hun var ved at blive sig selv, og at hun kunne begynde at føle tillid til sit helbred igen. Hun havde endnu ikke fået målt sit stofskifte, men havde en tid til blodprøver 14 dage senere. 

Jeg præciserede for kvinden, at hendes fastholdelse af det nye adfærdsmønster var afgørende, hvis hun skulle opleve fortsat bedring. Foruden dette psykologiske arbejde skulle hun også fortsætte med samme dosering af de fire ordinerede homøopatiske lægemidler samt MIDTVEJSPILLEN. Vi aftalte herefter at følge op med endnu en konsultation efter yderligere tre måneder.

Da kvinden efter de tre måneder igen besøgte mig, var der slet ingen tvivl. Livet og gløden i hendes ansigt afslørede alt. Hun havde fået det endnu bedre. Hun fortalte glad, at hendes stofskiftetal nu alle lå pænt inden for normalværdierne, at hendes humør og almen psykiske tilstand var væsentligt forbedret. Slimhinderne i munden, halsen og lungerne havde det meget bedre. Åndenøden og svimmelheden var helt væk, ligesom hjertet kun havde ganske få episoder af uregelmæssige slag. Angsten, uroen, nervøsiteten var reduceret betragteligt, og hun havde nu også mange nætter, hvor hun havde sammenhængende søvn. 

Relationen til hendes børn var intakt, de voksede langsomt med opgaven, og hun glædede sig over at se denne udvikling, der også betød, at hun helt kunne slippe den sidste snært af dårlig samvittighed, når det kom til rollen som mor og bedstemor. 

Selv om kvinden havde det godt og nærmest var symptomfri, fastholdt jeg som altid, at hun skulle fortsætte i endnu en periode med alle medicinerne samt MIDTVEJSPILLEN. Dette for at sikre fuld helbredelse samt undgå tilbagefald.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.