Casehistorie om en 32-årig kvinde med overvægtig underkrop og væske i benene

En kvinde på 32 år havde søgt mig. Hun var tydeligvis ikke helt tilpas ved situationen. Hendes ærinde var delvist betinget af nogle fysiske symptomer, men handlede også om hendes kosmetiske tilfredshed med sig selv. Udadtil virkede hun glad, og der var ingen tvivl om, at hun var et varmt og følsomt menneske. På trods af kvindens åbenlyse positive kvaliteter signalerede hendes kropssprog og mimik også nogle andre følelsesmæssige tilstande. Blandt disse tilstande dominerede tristhed, afmagt, tomhed og opgivelse. Disse tilstande var dog for det meste skubbet i baggrunden af et sind, der insisterede på at fokusere på det positive i livet og nuet sammen med mig. Dette ubevidste mønster – at søge kompensation for en smerte gennem bevidst fokus på hverdagens mange lyse stunder, skulle senere vise sig at være det mønster, der fastholdt min klient i både sygdom og kosmetiske bekymringer.

Anamnese

Siden barndommen havde kvinden haft tendens til overvægt. Helt særegent havde kvinden altid været slank og adræt i overkroppen, mens underkroppen fra taljen og ned var udpræget ramt af fedtdeponering. Gennem hele ungdommen og faktisk også i voksenlivet havde hun kæmpet for at blive denne kropsbygning kvit. Lige meget hvad hun havde forsøgt af kostændringer, førte dette kun til vægttab på overkroppen, som i forvejen var slank og pæn.

I de sidste 3 år havde kvinden yderligere fået tiltagende problemer med væskeophobninger i benene. I starten kunne en god nats søvn klare at dræne benene, men det sidste års tid var væskeproblemet blevet så udpræget, at hun aldrig var fri af væske i benene. Det var egentlig disse ødemer i benene, der endeligt resulterede i, at hun nu søgte hjælp hos mig.

Irisdiagnose

Som næsten alle mennesker havde kvinden tegn på svækkelse af fordøjelsesorganerne. Specielt galdeblære og galdegange var præget af mindre inflammationer. Leverens blodcirkulation var belastet, hvilket viste sig ved et iristegn, vi kalder transversaler. Bugspytkirtlens enzymatiske fordøjelse var svækket, hvorfor også kvinden led af forhøjet produktion af mavesyre, der ikke blev tilstrækkeligt neutraliseret af bugspytkirtlens natriumbikarbonat. Lymfesystemet var belastet svarende til hele underkroppen, ligesom milten var inflammatorisk og stresset. Kvindens venøse kredsløb var hæmmet, som jeg også så tydelige tegn på i begge øjne. Hormonelt var specielt kvindens hypothalamuskirtel, hypofyse samt binyre ramt af kroniske stresstilstande.

Psykologisk intervention

Under konsultationen spurgte jeg dybere ind til kvindens latente overvægtsbelastning. Helt præcist ønskede jeg at vide, om denne belastning også var at finde i kvindens familie som en arvelig disposition. Hun forklarede, at både hendes mor og mormor også var belastet af lignende symptomer, men at hendes søster overhovedet ikke havde problemet. Under vores samtale viste det sig også, at kvinden havde oplevet en kraftig forværring af underkroppens overvægt efter start på indtag af p-piller. Denne sammenhæng havde hun dog ikke selv været bevidst omkring, før jeg påpegede muligheden for denne sammenhæng. Hun var startet med p-piller allerede som 17-årig i forbindelse med et kæresteforhold, som dog kun varede kortvarigt. Hun havde gennem ungdommen kun haft få kærester, og havde slet ikke været i noget forhold de sidste 5 år. På trods af hendes status som single gennem de fleste af årene, havde hun alligevel ikke haft tanken at stoppe med p-pillerne.

Jeg forklarede kvinden, at p-pillernes østrogenlignende hormon, ligesom kroppens eget østrogen, virkede stimulerende på fedtdeponeringen i fedtcellerne. Fedtdeponeringen er en helt naturlig opbygning af energi i fedtcellerne, som i naturen er nødvendig for at have nok energireserver i forbindelse med en evt. graviditet. Det er således østrogenet, der i sig selv giver kroppen signalet til, at den skal ændre på energi/fedtbalancen. Forskellen fra pigekroppens fedtreducerede udtryk til kvindekroppens lidt fyldigere udtryk er derfor alene iværksat af kvindens kønshormoner, der således i naturens tjeneste forbereder og klargør kvindekroppen til reproduktion.

Set i dette lys vil enhver forstyrrelse af kroppens egenkontrol med kønshormonerne være risikabel. Kun kroppens eget hormonsystem og genetiske koder kan i realiteten varetage den præcise regulering af disse hormoner. Dette gælder ikke kun i forhold til vægtproblemer, men gælder desværre også alle de lidelser, der kan udspringe af ubalance i kønshormonerne herunder forstyrrelser i leverens fedtstofskifte og galdesalte. Også slimhindeproblemer, endometriose, cyster, fibromer, fibroadenomatose, celleforandringer, kræft etc. kan udgå af hormonelle ubalancer. Jeg bad derfor kvinden om at ophøre med p-pillerne, så kroppen kunne generhverve sin egen suverænitet i forhold til kønshormonerne.

Selv om kvinden havde taget p-piller og disse hormonregulerende piller i sig selv kunne være årsagen til både vægtproblemer samt de galdeinflammationer jeg havde observeret i irisdiagnosen, valgte jeg alligevel at dykke dybere ned i årsagen til leverens galdeproblemer. Leverens kolesterolproduktion er selvfølgelig reguleret af kroppens behov for denne råvare. Ud over hjernens store behov for kolesterol indgår kolesterol også som råvare i vores produktion af vores territorielle hormoner. Kolesterol er således et fedtstof, der er opbygget over et steroidskelet, som består af 17 kulstofatomer. Kolesterol og stoffer, der er opbygget med et lignende skelet, kaldes steroider. Kolesterolet er derfor også det basale stof, som de øvrige steroider dannes ud fra heriblandt binyrebarkhormonerne, kønshormonerne, progesteron samt D-vitamin.

Udover kolesteroldannelsen bærer leveren også ansvaret for nedbrydningen af kolesterolet. Egentlig er der ikke tale om en regulær nedbrydning, idet steroidskelettet ikke kan nedbrydes. I stedet omdanner leveren kemisk kolesterolet til galdesyre og galdesure salte. De galdesure salte opsamles til dels i galdeblæren, ligesom de sendes videre til tolvfingertarmen, hvor de indgår i spaltningen og optagelsen af kostens triglycerider. Et højt forbrug af binyrebarkhormoner, kønshormoner, progesteron samt D-vitamin vil således tvinge leveren til øget kolesteroldannelse samt stresse den kemiske omdannelse til galdesyre og galdesure salte.

Kvindens inflammatoriske galde og galdegange var derfor et tegn på, at kvinden havde en unaturligt høj omsætning af D-vitamin og de territorielle hormoner. Høj omsætning af D-vitamin skyldes typisk et højt forbrug af calcium, der igen skyldes et forhøjet niveau af binyrebarkhormonet cortisol mm.

Opreguleringen af de territorielle hormoner stimuleres af situationer, hvor kroppen forsøger at etablere et territorielt rum, der skaber grundlag for overlevelse af eget liv. Blandt de territorielle hormoner kan nævnes kønshormonerne østrogen, progesteron, testosteron samt androgener – alle hormoner, der ligesom cortisolet og blodtrykshormonet aldosteron afkræver leveren en øget kolesterolsyntese. Kvindens kroniske inflammation i galdeblære og galdegange vidnede derfor om, at kvinden kronisk befandt sig i en situation, hvor hun/kroppen gennem leverens opregulerede kolesteroldannelse til stadighed ”kæmpede” for at skabe et overskud af de hormoner, der kunne give den fornødne næring og support til opretholdelse af eget territorie samt udfoldelse af eget liv.

Jeg konfronterede derfor kvinden med disse kendsgerninger og spurgte hende, hvor god hun var til at ”tage de afgørende skridt i handling”, der var nødvendige i hendes liv, for at opnå en tilstand i tilværelsen, der så at sige ”svingede med hendes indre kerne”. Hun kiggede længe på mig og svarede efter en lang pause: ”hvad mener du med det”?

Dette var det værste svar, hun kunne give mig. Ikke fordi det ikke er tilladt at få en uddybende forklaring, men mere fordi kvindens uforstående udtryk understregede, at hun slet ikke var bevidst om spørgsmålets dybere mening. Jeg brugte derfor lang tid på at forklare kvinden, at hun var fanget i en kronisk selvdistance, der havde stået på siden hendes tidlige barndom, og at denne distance var årsag til et stort indre tab. Jeg forklarede desuden, at hun ikke var sig dette tab bevidst og derfor heller ikke kunne føle det. Grunden til at tabet var forblevet ubevidst for hende gennem alle årene, skyldtes hendes evne til at kompensere gennem flugten over i andres menneskers liv og gøremål, ligesom hun ubevidst søgte kompensation gennem frigørelse af belønningshormoner i hjernen udløst af typiske stimulanser så som mad, fjernsyn, seksuelle afladninger, travlhed, dagdrømmeri, afladende projektioner etc. Kvinden så stadig på mig med uforstående øjne! Jeg vidste derfor, at jeg måtte fortsætte med at forklare mig til hun forstod, hvad jeg talte om.

Jeg forklarede, om irisdiagnosens tegn på tilstopning af lymfesystemet samt stresstilstanden i milten. Jeg forklarede, at lymfeknuderne samt milten bl.a. varetager centrale funktioner i immunforsvaret – og at immunforsvarets nøgle handler om kroppens evne til at kunne skelne egne celler fra fremmede celler. Det er denne evne til at skelne, der gør det muligt for lymfocytterne at gå til angreb på fremmede organismer samt de af vores egne celler, der indeholder fejl. Ligesom immunforsvaret på denne måde skal reagere og bringe alt til ophør, der ikke er lig os selv, således bør vi også psykisk reagere, hvis vores psykiske miljø ikke er foreneligt med vores kerneværdier. Undlader vi at stå op for selv, svarer dette til, at omverdenen dvs. andre menneskers tanker, vilje, behov og dagsorden invaderer og kontrollerer vores liv.

Denne psykologiske invasion virker udløsende på stresshormonerne, som efter længere tids forhøjet koncentration vil udtrætte immunforsvaret. Jeg forklarede, at det netop var denne stress hendes lymfesystem og milt havde været udsat for i årevis. Kvinden begyndte nu langsomt at forstå, hvad jeg talte om. Hun var dog på ingen måde bevidst om, hvad det var for ”skridt” hun havde tilbageholdt, men kunne på den anden side godt se denne sammenhæng mellem krop og sind.

For at hjælpe kvinden ind på erkendelsens vej, vedr. de skridt hun havde tilbageholdt, forklarede jeg hende, at lymfesystemet ofte tilstoppes hos mennesker, der er MEGET sensitive overfor de emotionelle tilstande, der hersker imellem de mennesker, der indgår i deres sociale miljø. Faktisk er mennesker med denne tilstopning i lymfesystemet så fintfølende, at de i realiteten ikke trives i miljøer, der savner kvaliteter så som kærlighed, accept, rummelighed, og fred. Grunden til denne sensibilitet overfor det psykiske miljø handler simpelthen om disse menneskers medfødte emotionelle intelligens. Jeg plejer at sige at mennesker, der lider af denne tilstopning i deres lymfesystem, er jordens engle. Tilstopningen og stressen i deres immunsystem skyldes derfor ikke deres egen mangel på evne til at elske sig selv og andre, men snarere de konflikter som de tvinges til at ophobe i sig pga. omverdens følelsesmæssige ubalancer.

Disse mennesker bringer således ikke ufred til jorden, men er i stedet kommet for at lære os andre, hvordan vi skal leve i kærligt samspil med hinanden. Disse mennesker kan dog sagtens forløse og helbrede sig selv for denne tilstand i lymfesystemet. Det kræver ”blot”, at de står op for de værdier, de bærer dybt i deres hjerter. I stedet for at undertrykke deres indre sandhed og tage hensyn til andres egoisme, grovhed, løgne, uærlighed og skjulte dagsordner, skal de i stedet vise deres indre engel den respekt at opnå en tilværelse, som er i overensstemmelse med deres indre værdier. Det var præcist og eksakt disse ”skridt” min klient måtte tage i forhold til sin sociale omverden, hvis hun ønskede en helbredelse af den tilstopning i lymfesystem og milt, der bl.a. førte til en dårlig drænage samt væskeophobning i benene.

Efter denne snak udtrykte kvinden spontant, at hun altid havde følt sig ensom, forkert og anderledes i denne verden. Hun forstod nu, hvad det var, hun havde tabt i sig selv – hun så nu, at hun havde tabt sin englekvalitet. Hun så hun nu, at hun havde tabt sin selvrespekt. Hun forstod nu, at hun havde tabt selve meningen med at være her på jorden.

Kvinden græd i sin forløsning. Efter hun havde fået styr på sine følelser, fortalte kvinden, hvordan hun som barn havde følt sig fremmed i sin egen familie. Hun fortalte, at hun gennem hele sin barndom havde oplevet, at der manglede noget i det fællesskab, der var mellem hendes forældre og søskende. Selvom hendes mor og far havde været gode forældre gennem hele barndommen, havde været hjælpsomme og støttende, kunne kvinden huske, at hun ofte havde siddet på sit værelse med en følelse af at være tom og ked af det. Hun manglede at føle en sand glæde og kærlighed – en kærlighed, som ikke autentisk eksisterede i feltet mellem forældrene. Manglen på kærligheden mellem forældrene havde altså også berøvet kvinden muligheden for at blive næret autentisk i familiens samvær.

Pludseligt stod det både klart for mig og kvinden, hvorfor hun havde oplevet en forværring af symptomerne gennem de sidste tre år. Årsagen var hel enkel – kvindens forældre var netop gået fra hinanden tre år tidligere, hvilket ubevidst havde slået håbet om et liv i kærlighed endegyldig i stykker for kvindens ”indre barn”. Vi talte derfor om, at hun måtte redde sit ”indre barn”, og at dette kun kunne gøres ved, at hun fremover sørgede for, at kvaliteten i hendes sociale kontakter måtte nå et niveau, som faktisk matchede den følelsesmæssige kvalitet hendes sensitive ”indre barn” altid havde længtes efter. Med andre ord – kvinden måtte udleve sin indre engel i stedet for at undertrykke den dybere mening med hendes tilværelse.

Nu da kvinden var kommet i kontakt med sig selv og befandt sig i glæden over genforeningen med sin indre engel, var det meget nemmere at forklare årsagen til de sidste organbelastninger. Jeg forklarede derfor, at mens arterierne handler om at føre blodet og ilten frem til kroppens celler, handler det venøse tilbageløb om at bringe det iltfattige blod tilbage til hjertet og lunger, så blodet igen kan blive iltet. Psykologisk svarer arterierne derfor til, hvad vi mennesker sender ud i verden, mens venerne repræsenterer hvad der kommer tilbage til os. Jeg forklarede kvinden, at både benene samt hendes lever viste klare tegn på, at der var modstand i det venøse tilbageløb. Dette betød at blodets tilbageløb var hæmmet, hvorfor hun også oplevede tunge ben med tilhørende ophobninger af væske og ødemer. Jeg forklarede hende, at den psykologiske årsag til det dårlige venekredsløb bestod i den konstante modstand og ulyst, hun havde til at tage omverdenens stemning ind i sit system. Yderligere påpegede jeg, at den eneste løsning på dette problem var, at hun i stedet for at føle utilfredshed med verden og sig selv, måtte tage de ”skridt” der skulle til for at forandre den verden, hun levede i. Med dette mente jeg ikke hele verdenen, men blot kvindens egen verden. Hun måtte altså gennemføre netop de forandringer, der skulle til – enten i sin egen forståelse – eller i sit faktiske samspil med sine medmennesker, således at hun ikke længere følte nogen modstand mod den virkelighed, som hun selv var skaber af.

Yderligere forklarede jeg kvinden, at hun ved inkludering af disse nye adfærdsmønstre i sit liv også ville bringe ubalancerne til ophør i sin hypothalamus, hypofyse og binyrer. Uden balance i disse kirtler ville hun stadig være ramt af en dårlig væske og saltregulering. Specielt hypofysens udskillelse af det antidiuretiske hormon ADH, spillede en afgørende rolle for væskeophobninger i benene. Dette, fordi hormonet både regulerer vandladningen samt indgår i kroppens saltregulering. Også dette hormon er betinget af adfærdsmønstre, bl.a. vides det, at vores binding – og dermed afhængighed til andre mennesker eller omverdenens objekter – øger frigivelsen af hormonet. Min klients manglende evne til at stå alene, og dermed hendes tendens til at betinge sit liv af ydre omstændigheder i stedet for at tage ”de nødvendige” og frigørende skridt, bar således det hormonelle ansvar for benenes væskeophobninger.

For at slå hovedet på sømmet fortalte jeg afsluttende kvinden om forskellen på over- og underkrop. Jeg ønskede, at hun skulle forstå, hvorfor fedtet og væskeproblemerne så udprægede havde ramt ben og underkrop. Jeg forklarede således, at mens arme, hænder og overkrop er vores udførende redskab dvs. de lemmer, som vi anvender til at udføre opgaver og gøremål med, handler benene mere om de skridt vi tager i livet. Helt specifikt er det således benene, der tages i anvendelse, hvis vi skal flytte os fra A til B. Det er med andre ord benene, vi bruger, når vi skal flytte os fra et miljø til et andet miljø eller fra en situation til en anden situation. Hvis vi befinder os i en livssituation eller opholder os i et miljø, som vi ikke trives i, er det altså benene, der – via vores instinkter, beslutninger og meningers mod – bevæger os, således at vi opnår forvandling. Tager vi derimod ikke skridt til den forandring, der er nødvendig for bevarelsen af livet og os selv, står vi med andre ord stille i tilværelsen. Jeg pegede derfor på, at det var kvindens egen stilstand i hende selv, der således også standsede flowet i benene, uanset det handlede om blodkredsløbet, eller det drejede sig om lymfesystemets cirkulation. Jeg bad derfor kvinden om at tage skridt til frigørelse af alle de tilbageholdte initiativer, som sad låst i benene. På et erkendelsesplan betød dette, at hun skulle reagere på alle dagens impulser, initiativer og behov, som kom fra hendes indre, uanset om de gjaldt praktiske eller sociale aktiviteter. En af de vigtigste årsager til, at vi mennesker går i stå, skyldes, at vi ”drifter” i vores tanker. Dvs. at i stedet for at skabe bevægelser og forandringer i vores faktiske liv, nøjes vi med at dagdrømme om det, livet kunne blive til, hvis bare vores liv havde været anderledes. Jeg bad således kvinden om enten at udleve det, hun drømte om, eller stoppe med at leve i disse kompensatoriske drømmeforestillinger, der i realiteten blot fratog hende muligheden for et fokus på det liv, der virkelig trængte til hendes opmærksomhed. På et fysisk og konkret plan ordinerede jeg kvinden at løbe 4 kilometer 4 gange ugentligt startende med et langsomt tempo, der herefter kunne øges, i takt med generobringen af hendes tabte kondition. Vi talte også kort om de helt almindelige diætråd, herunder betydningen af dagens samlede kalorieindtag samt reduktion af alkohol, kulhydrater, sukker og brød etc.

Inden vi går videre til den homøopatiske behandling, trænger vi vist til en kort opsummering af mine praktiske og psykologiske anvisninger:

Første prioritet var at bede min klient om at stoppe med p-piller for at undgå en lang række bivirkninger herunder fedme samt lever- og galdebelastninger.
Jeg understregede, at kvinden måtte ”tage de afgørende skridt i handling” for at generobre det liv der ”svingede med hendes indre kerne”. Dette var nødvendigt for at bringe lever, galde samt kolesterolproblematikken til ophør. Også kvindens egen nedregulering af østrogenproduktionen, og dermed den primære grund til deponering af fedt, var betinget af kvindens evne til reel forvandling i sit liv.
Fokus på bevidstgørelsen om, hvad kvinden havde tabt i sit liv. Denne samtale banede vejen til genforeningen og loyaliteten overfor hendes indre ”engel”, hvilket var den afgørende erkendelse for forholdende i immunforsvaret og lymfesystemet. Aftale om en fremadrettet fastholdelse i denne indre ”engel”, hvilket skulle sikre en bedre lymfedrænage af benene, ligesom modet til at stå ved sig selv og frigøre sig fra psykisk invasion af andres mening og vilje, ville bringe balance til hormonsystemets styring af væske- og saltbalance via hypofysens ADH.
Slutteligt en forklaring og arbejdsmodel for, hvorledes hendes ben og underkrop igen kunne inddrages i livet gennem ophør af stilstand og ”drifting” i tankerne. Under dette punkt blev også ordineret diæt og fysisk aktivitet.

Homøopatisk behandling

Da kvindens situation var kronisk, besluttede vi at hendes krop behøvede hjælp til forløsning af disse fastlåste tilstande.

Leveren

Jeg ordinerede derfor først og fremmest et specifikt homøopatisk compositum lægemiddel til kvindens lever- og galde. Dette middel skulle for det første sikre en afgiftning af leveren, således at leverens portåresystem fungerede optimalt. Dette skulle bl.a. tjene til det formål, at leveren ikke længere blokerede for benenes venøse tilbageløb. Dernæst var dette specifikke lever-galdemiddel vigtig for deaktiveringen af uønskede overskudshormoner samt reguleringen af kolesterolet og de galdesure salte. En behandling af leveren hjælper også altid klienten med at slippe de tanker, følelser og adfærdsmønstre, der fastholder dem i selvdestruktive handlinger. Jeg kunne også godt have valgt et bredspektret middel til afgiftning af hele kroppen inkl. nyre og lever, men fravalgte dette, da kvindens lever helt specifikt trængte til en mere målrettet og dybdegående terapi.

Lymfesystemet og milten

Yderligere ordinerede jeg et specifikt homøopatisk compositum lægemiddel til lymfesystem og milt. Dette middel skulle specifikt hjælpe med oprensning af de lymfeophobninger som prægede lymfesystemet. Midlet skulle også virke stimulerende på selve lymfebanernes drænage af benene, således at lymfecirkulationen kunne reducere en del af de væskeproblemer, som min klient var ramt af. Psykisk, håbede jeg yderligere at midlet kunne hjælpe min klient med at reagere og handle psykisk på de forhold i hendes psykiske miljø, der ikke var foreneligt med hendes genvundne kerneværdier. Kort sagt – at stå op for det psykiske miljø, hun ønskede at leve i fremover.

Det venøse kredsløb

Som det tredje middel valgte jeg et specifikt homøopatisk compositum lægemiddel, der styrker venernes tilbageløb. Netop dette middels åbnende virkning på både vener samt portåresystemet i leveren skulle sikre, at kvinden blev fri for de væskeophobninger, der havde plaget hende gennem de sidste 3 år. Psykisk ville denne behandling af det venøse kredsløb også hjælpe kvinden til at slippe og forløse den smerte og modstand, som hun gennem sit liv havde oplevet forklædt som følelser af at være forkert – at føle sig ensom og anderledes. Dette skal ikke forstås således, at en homøopatisk behandling af det venøse kredsløb automatisk forløser ALLE de traumer, der ligger bag staser i kredsløbet. Blot ville denne homøopatiske behandling af venerne langsomt nedbryde den distancering og modstand, kvinden opretholdte som en afværgemekanisme mod indre og ydre smertefulde oplevelser og følelser. Behandlingen af venerne gav derfor kvinden muligheden for at ”rydde” op i underbevidsthedens fortrængninger i stedet for, at disse psykologiske stresstilstande resulterede i forkrampede vener, ødemer og leverbelastninger.

Hormonsystemet

Da kvindens hormonsystem, herunder hypothalamuskirtlen, hypofysen samt binyrer alle viste tegn på ubalance, besluttede jeg at ordinere et bredspektret homøopatisk compositum lægemiddel til nerve- og hormonsystem. Egentlig lagde kvindens symptomer op til, at jeg skulle have valgt chakramedicin til rod chakraet og dermed prioriteret den østrogene ubalance fysisk som psykisk. Men da også hypofyse og binyrer var belastet, følte jeg mig tvunget til at vælge det bredspektrede homøopatiske compositum lægemiddel til nerve- og hormonsystem. Hypothalamuskirtel, hypofyse og binyre er alle kirtler, der både må og skal være i balance, hvis kroppens væske- og saltbalance skal fungere optimalt. I forhold til fedtdeponeringen på kvindens underkrop, måtte binyrernes cortisolniveau også reduceres med det samme. Dette pga. cortisolets opregulerende virkning på blodsukkeret, der, hvis det forblev uændret, ville fastholde opbygningen af fedtdeponeringen i fedtcellerne.

Jeg aftalte følgende dosering med kvinden:

20 dråber 3 gange dagligt af det specifikke homøopatiske compositum lægemiddel Holesin udviklet til lever- og galde.
20 dråber 3 gange dagligt af det specifikke homøopatiske compositum lægemiddel Holymsin udviklet til lymfesystem og milt.
20 dråber 3 gange dagligt af det specifikke homøopatiske compositum lægemiddel Hovenesin udviklet til det venøse kredsløb.
20 dråber 3 gange dagligt af det bredspektrede homøopatiske compositum lægemiddel Nersin udviklet til nerve- og hormonsystem.

Ud over disse homøopatiske lægemidler foreslog jeg også vores Midtvejspille for at tilbyde kroppen et dagligt tilskud af vitaminer, mineraler og 16 urter.

Resultat

Efter tre måneders behandling kom kvinden tilbage.

Sjældent har jeg set så megen forvandling på så kort tid! Kvinden var praktisk talt radikalt forandret. Hun havde tabt sig 8 kilo, og for første gang i sit liv oplevede hun, at hendes underkrop og ben endelig lignede den krop, som hun havde drømt om hele sit liv. Alle væskeophobninger var væk, hun var kommet i en rigtig god fysisk form, og jeg kunne slet ikke ane nogle rester af den opgivelse, afmagt, tomhed eller tristhed, som jeg havde registreret ved vores første konsultation. Kort sagt – hun var helbredt!

Min erfaring med klienter er generelt den, at selvom de får den nødvendige indsigt, forståelse, homøopatiske behandling samt diverse diætreguleringer, magter de normalt ikke at forvandle deres liv på kun tre måneder. Faktisk oplever jeg snarere, at vi mennesker ofte har brug for små pauser i arbejdet med at bryde de dybe fejlprogrammer, der ligger til grund for vores sygdomme og symptomer. Det er derfor altid helt fantastisk, når vi som behandlere en sjælden gang får lov til at se ”mirakuløse” forvandlinger af de mennesker, vi behandler.

Grunden til at denne kvinde kunne opnå sin helbredelse så hurtigt hænger helt sikkert sammen med, at hun allerede, inden hun konsulterede mig var modnet til denne forløsning. Alligevel var jeg taknemmelig for at være fødselshjælper for denne enestående proces, som hun gennemlevede på så kort tid.

På grund af kvindens ekstraordinære positive respons på terapien, valgte jeg at afslutte behandlingen af kvinden. Dette, fordi jeg ikke var et sekund i tvivl om, at hun havde lært sig en livslektie, som hun aldrig ville eller havde lyst til at glemme i tiden fremover. Vi aftalte således, at hun blot kunne kontakte mig, hvis hun i fremtiden måtte føle behov herfor.