Homøopatiens historie

Samuel Hahnemann, som var homøopatiens grundlægger, opdagede et utroligt spændende fænomen under sin fremstilling af lægemidler til sine patienter.

I 1790 brugte Hahnemann og datidens læger kinin (udtræk af den sydamerikanske kinabark) til behandling af bl.a. malaria og andre febersygdomme. Det slog det Hahnemann, at hvis et raskt menneske indtog kinin i overdosis, kunne det være, at kininen ville give det raske menneske de samme febersymptomer som en syg malariapatient. Hans antagelse var rigtig – kroppen reagerede med høj feber på kininforgiftningen.

For at efterforske om det generelt forholdt sig således, at en sygdom skulle behandles med netop det lægemiddel, der givet til en rask fremkaldte de samme symptomer, valgte Hahnemann at gennemføre flere forsøg. Efter afprøvning med adskillige andre medikamenter på sig selv, var Hahnemann overbevist. Derfor formulerede han læresætningen “lige helbreder lige” (på græsk: Similia similibus curentur).

Selv om Hahnemann havde opdaget en ny sammenhæng mellem lægemidler og sygdomme, havde han stadig et problem med behandlingen af sine patienter. Medikamenterne gav nemlig på grund af deres giftvirkning en midlertidig forværring af patientens symptomer. Først derefter indtraf den ønskede terapeutiske virkning, som skyldtes organismens forsøg på at ophæve forgiftningen.

For at undgå de farlige forgiftninger forsøgte Hahnemann at fortynde medikamenterne. Desværre viste det sig snart, at fortyndingerne ikke bare fjernede forgiftningssymptomerne, men også den helbredende virkning.
Hahnemann forsøgte herefter at tilberede sine opløsninger på en speciel måde, hvor han ved fortyndingen rystede opløsningen kraftigt nogle gange. Herved blev det stof, han skulle fortynde, nærmest fysisk rystet ind i opløsningsmidlet. Resultatet ved gentagne fortyndinger og rystninger (potenseringer) var utrolig! Hahnemann opnåede nu en tiltagende terapeutisk effekt – og en stadig mindre forgiftning!

Hahnemann havde altså på en gang løst to problemstillinger. For det første øgede han medikamenternes terapeutiske virkning, og for det andet løste han problemet med forgiftningerne. Samtidig skabte han herved grundlaget og principperne for fremstillingen af homøopatiske lægemidler.

Det homøopatiske princip om, at en lig påvirkning af organismen vil helbrede en lignende sygdom, kan altså betragtes som en naturlov, der er opdaget på empirisk grundlag. Princippet om virkning trods fortynding er senere blevet genopdaget af Louis Pasteur i forbindelse med vaccinationsprincippet, hvor en mindre dosis af f.eks. en virus kan fremkalde en modreaktion i kroppen.

Hahnemanns principper om homøopatiske lægemidler har været en gåde for lægevidenskaben lige siden den blev opdaget i 1790. Problemet er nemlig – den gang som i dag – at forklare, hvorfor homøopatiske lægemidler virker. Hvordan kan et lægemiddel, der er så fortyndet, at det kemisk set ikke indeholder noget virksomt stof, alligevel virke helbredende?

Et sandsynligt svar kan vi måske få ved hjælp af nyere videnskabelig forskning i vandets evne til at “huske” biokemiske strukturer.

Dr. Samuel Hahnemann

Homøopati og vandets indre molekylære egenskaber

I biologien og lægevidenskaben har man længe opfattet vand som et neutralt medium, en væske der tjente livsprocesserne og biokemien. Videnskaben har altså tidligere opfattet vandet som en passiv størrelse i kroppen.

I den nyeste forskning har man imidlertid opdaget, at vandet har nogle hidtil uopdagede og afgørende virkninger for kroppens livsprocesser. Man har nemlig fundet ud af, at vandet bl.a. kan lagre og huske biokemiske informationer. Dette skyldes, at vandet har en kompliceret indre struktur, der lader sig påvirke af lys, temperatur, radiobølger, lyd, bioelektromagnetiske svingninger mm.

Ved almindelig stuetemperatur er vandets molekyler ordnet i sammenhængende mønstre. Disse mønstre ligner de mønstre, vi finder i krystaller. De krystallinske mønstre, der formes i de forskellige snefnug om vinteren, forbliver altså i vandet, selv om isen smelter. Selv om smeltevandet opvarmes til 37 grader, vil over to tredjedele af krystalforbindelserne være intakte. Vandet “husker” altså den indre krystalstruktur.

Den Italienske fysiker Giorgio Piccardi arbejdede i en periode med noget, som han kaldte aktiveret vand. Aktiveret vand er destilleret vand, som har fået ændret sin indre fysiske struktur. Piccardi ændrede vandets indre struktur ved at røre i vandet med en glasbeholder, der var fyldt med neongas under svagt tryk og en dråbe kviksølv. Denne enkle påvirkning ændrede vandets struktur så dramatisk, at vandet blev i stand til at opløse kalkforbindelser, som almindeligt vand ikke kan opløse. Det aktiverede vand blev brugt i industrien til opløsning af kalkdannelser i kedler.

Glasbeholderen, neongassen og kviksølvet, der jo ikke var i direkte berøring med vandet, virkede som en lille radiosender for radiobølger med meget lang bølgelængde, ca. 30.000 meter. Projektet med aktiveret vand viser altså, at vand er i stand til at absorbere radiobølger, men også at vandets indre molekylære struktur ændrede sig. Vand kan altså både ændre sin struktur ved forskellige påvirkninger og samtidig “huske” eller fastholde den molekylære information.

I jagten på vandets betydning for kroppen har man derfor bl.a. undersøgt væskerne i kroppen. Her har man ikke overraskende fundet struktureret vand i cytoplasmaet fra rask væv.

I betragtning af at mennesket lige fra undfangelsen og gennem fosterperioden er omgivet af vand, er der interessante perspektiver i denne nyere vandforskning. Når et lille barn fødes, består kroppen af ca. 90 % vand, hvorimod vi som ældre kun indeholder ca. 70 % vand. Kan denne reduktion af vandet i kroppen mon have betydning for livsprocessernes balance? Også det faktum at vores hjerne nærmest flyder i spinalvæske, kan måske pege på betydningen af vandets rolle i kroppens livsprocesser.

I dag ved man, at vandet netop har sine specielle egenskaber inden for det temperaturområde kroppen er underlagt. Stiger temperaturen til over 43 grader Celsius, forsvinder de molekylære strukturer i vandet helt. Holdes temperaturen derimod under 43 grader vil vandet både absorbere og huske de indre molekylære bindinger og strukturer.

Med udgangspunkt i den nye viden om vandets evner, er det nærliggende at betragte homøopatien som en lægemiddelform, der netop udnytter vandets evne til at absorbere og huske. Da Hahnemann ved rystningerne af sine opløsninger bevarede lægemidlets terapeutiske effekt, trods det at opløsningerne kemisk set ikke indeholdt nogle stoffer, kunne han ikke forklare årsagen dertil. Havde han levet i dag og kendt til de nye landvindinger inden for vandforskningen, havde han haft løsningen lige ved hånden. I bakspejlet ser det ud til, at Hahnemann ikke bare opdagede lighedsprincippet, men var også den første, der ubevidst betjente sig af vandets evne til at kopiere biokemiske informationer.