Nye mekanismer bag krop, psyke og gener opdaget – stress styrer cellernes indre ur!

Hver eneste celle indeholder et lille ur, som kaldes telomere, der forkortes hver gang cellen deles. Korte telomer kædes i dag sammen med en række menneskelige sygdomme og forskningen dokumenterer nu, at stresshormonet kortisol undertrykker telomerase. Netop derfor er stress en direkte årsag til tidlig ældning, mutationer og fejl i vores immunforsvar.

Nye mekanismer bag krop, psyke og gener opdaget!

Hver eneste celle indeholder et lille ur, som kaldes telomere, som forkortes hver gang cellen deles. Korte telomer kædes i dag sammen med en række menneskelige sygdomme herunder HIV, osteoporose (afkalkning af knogler), hjertesygdomme og tidlig ældning. Tidligere studier har vist, at et enzym inde i vores celler, kaldet telomerase, holder vores immunceller unge ved at bevare telomerlængden og dermed muligheden for at fortsætte celledelingen.

Lidt om DNA’et

Det menneskelige DNA (desoxyribonukleinsyre) består som bekendt af to lange, tynde kæder, der er snoet omkring hinanden i en spiral. Molekylet består af to ”rygrade”, der er opbygget skiftevis af fosforsyre og desoxyribosemolekyle.

Til hvert desoxyribosemolekyle er knyttet en base – enten adenin, cytosin, guanin eller thymin, hvor adenin og thymin altid danner par, ligesom cytosin og guanin danner par (Se figur 1). Rækkefølgen af kombinationer mellem disse fire baser i DNA-molekylet kaldes for den genetiske kode – en kode, som i øvrigt menes at være ens for alle organismer lige fra bakterier til pattedyr. For hver gang der dannes tre baser i DNA’et f.eks. ACG eller GTA, vil man have koden for en aminosyre. DNA’et kan sammensætte de forskellige aminosyrer i længere kæder, hvorved der kan dannes polypeptider (proteiner). Overførslen af information fra DNA-molekylet til proteinstof sker ikke direkte, men via messengerribonukleinsyre (mRNA), som er kemisk nært beslægtet med DNA. mRNA-molekylet vandrer fra cellekernen til cytoplasmaet, hvor det knyttes til ribosomer, som er stedet hvor den egentlige proteinsyntese finder sted (Se figur 2).

Problemet og løsningen

Udover DNA’ets evne til at styre proteinsyntesen, kan DNA’et også gendanne sig selv. Dette er en naturlig forudsætning for celledelingerne. Under selvkopieringen, også kaldet replikationen, adskilles DNA-molekylets to strenge.

Hver af strengene danner herefter udgangspunktet for et nyt DNA, hvorved der opnås to komplette DNA-molekyler. Under denne replikation opstår der imidlertid lidt problemer idet kopieringen vanskeliggøres af, at de RNA-stykker, som indgår undervejs i kopieringen ikke kan nå helt ud i enderne af kromosomet (Se figur 3). I praksis starter en replikation derfor ofte 100 – 200 baser fra enden af et kromosom. For hver gang cellen gentager en replikation, vil enderne i kromosomet altså blive ca. 100-200 basepar kortere. For at modsvare denne forkortning danner cellerne enzymet telomerase, som kan forlænge telomerlængden, hvorved cellen kan overleve og den normale celledeling kan fortsætte uforstyrret.

Sammenhængen mellem cellernes indre ur og sindet

Den kæmpe nyhed, set fra krop/sind forbindelsen, er det forhold, at stresshormonet kortisol undertrykker immuncellernes mulighed for at aktivere telomerase. Dette forklarer også, hvorfor celler fra personer under kronisk stress har kortere telomere.

Selv om emnet er komplekst og svært tilgængeligt er det altså nemt at forstå, at negative tanker, angst, frygt, bekymringer, arbejdspres og andet følelsesmæssig stress indirekte forkorter livet og funktionsdygtigheden af vores immunforsvar. Udover vores lymfocytter er specielt hudcellerne aktuelle, da kun disse celler har vist sig at indeholde aktiv telomerase. At netop disse celletyper er ene om at indeholde telomerase, skyldes sikkert at celletyperne gennemgår et utal af celledelinger livet igennem målt i forhold til andre celletyper.

Så hvis ikke ønsket om at bevare et godt immunforsvar kan motivere en indsats overfor stressmængden, kan ønsket om at bevare en ungdommelig hud måske være en gulerod. Personligt synes jeg, at denne nye viden er tankevækkende, da undersøgelsen endnu engang bekræfter at sind og følelser ikke kun griber ind i vores hormoner samt nervesystem, men nu direkte har indflydelse på selve DNA’ets replikation. Tænk, at vores tanker kan være afgørende for hastigheden af vores cellulære ældning! Hvem havde troet det for bare få år siden? På den anden side kan det vare længe før denne viden når ud til kronisk syge mennesker, og måske tager det endnu flere år før patienterne i dagens Danmark tager den ny videnskab så meget til indtægt, at de også begynder at omsætte den i praksis.

Som en sidste bemærkning skal det nævnes, at man på mennesker, der lever mere end hundrede år, har fundet det forhold, at deres telomere er uforholdsmæssigt meget længere end normalt set i forhold til deres alder.