Bryd arven og ryd op i epigenetikken – en vej til definitiv helbredelse!

dna streng epigenetik
Læsetid: 32 minutter

Hvem bestemmer – mennesket eller generne? I alt for lang tid har vi mennesker været fanget som et rådyr af genetikkens projektørlys. Genetikken har haft alt for kronede dage og har gennem de sidste mange år sat en dagsorden indenfor den medicinske verden – en dagsorden, der mere eller mindre har frataget mennesket troen på, at kunne gøre nogen større forskel, når det handlede om familiære sygdomsdispositioner. Netop derfor er det mig en stor glæde, at kunne præsentere dig for helt nye forskningsresultater, der mere end nogensinde tidligere, fastslår at det er generne, der er underlagt mennesket og ikke omvendt.

Bryd arven og ryd op i epigenetikken – en vej til definitiv helbredelse!

At være dagligt vidne til mennesker, der lider af sygdom og smerte, stimulerer trangen til at forstå oprindelsen til fysiske og psykiske ubalancer. Spørgsmålene og svarene er mange, og man kan nemt fare vild i alle de mange perspektiver, hvorfra en sygdom kan betragtes. I denne artikel tager vi et kig på den genetiske vinkel. Dette fordi mange mennesker føler sig handlingslammet, så snart ordet arvelig eller genetisk nævnes i forbindelse med deres sygdom eller symptomer. Artiklen handler i første omgang om de lidelser der skyldes epigenetiske forandringer i genernes udtryk. Vi taler altså om multifaktorielle sygdomme, hvor sygdomme eller symptomer udvikles ved et samspil mellem arvelige faktorer og miljø som f.eks. hjerte-kar-sygdomme, blodtryksforhøjelse, diabetes mellitus, gigtsygdomme, KOL, astma, allergier, inflammatoriske tarmsygdomme, autoimmune lidelser etc. Artiklen handler IKKE om sygdomme og medfødte handicap, der skyldes kromosomabnormiteter og mangler, såsom f.eks. Downs Syndrom, Edwards Syndrom, Turners Syndrom, Rett Syndrome, Angelman Syndrome, Williams Syndrom etc. Artiklens mål er heller ikke at pålægge, hverken syge eller andre nogen form for skyldfølelse overfor de lidelser eller symptomer, der må optræde enten i egen krop eller i familie relationer. Artiklen har alene til formål at gennemgå den nyeste forskning indenfor genetikkens spændende verden set gennem et konstruktivt perspektiv, der giver mennesket mulighed for at styrke og støtte kroppen gennem bevidst adfærdsregulering. Der er nemlig nu klare beviser for, at vi gennem en bevidst og fokuseret deltagelse i vores eget liv, positivt kan hjælpe kroppens genetiske udtryk hen imod en sundere udgave, der nemmere afviser og modstår de mange folkesygdomme, som vi oplever i hverdagens Danmark.

I slutningen af artiklen vil jeg forsøge at løfte sløret lidt for nogle af de erkendelser og nødvendige tiltag, du må gøre dig som menneske, hvis du ønsker at styrke kroppens selvhelbredelse af smerter og andre kroniske folkesygdomme. MEN, inden du scroller ned for at læse slutningen af artiklen, vil jeg allerede her pointere, at ny forskning fortæller, at helbredelse IKKE kommer af øvelser og teknikker alene, men at helbredelse kun indtræffer hos de individer, der samtidig opnår en ny kognitiv forståelse, der tilbyder et andet grundlag for deres perception og selvindsigt. Du bør derfor give dig selv tid til at læse hele artiklen, hvis helbredelse af dig selv er målet!

Dit stamtræ er mere end fysiske byggeklodser og mekaniske fejl

Lad os begynde med starten på vores liv, dvs. vores forældre og dermed de mennesker, vi er udgået af. Det er usandsynlig naivt at tro, at vi arver en fast, skæbneagtigt låst sum fysiske byggeklodser samt lidt personlighed fra vores forfædre. Vores genetiske arv indeholder meget meget mere! I mange år har den genetiske forskning sat dagsordenen for vores forsimplede forståelse af årsag og sammenhænge i den menneskelige krop. Jeg siger ikke, at den genetiske forskning er simpel – tværtimod. Problemet er forskningens signalværdi og de konklusioner, der drages i den almene befolkning. Det er således oftere reglen end undtagelsen, at vi mennesker lever med forestillingen om, at vi er offer for familiens gener, og at dommen for vores skæbne allerede er sat fra fødslen af.

Denne generelle misforståelse af genetikkens magt over mennesket, giver altså det enkelte individ en oplevelse af, at sygdomme er noget der opstår eller udgår fra en arvelig disposition, og at familiens gener således bærer skylden for vores sygdomme. Denne opfattelse fører til stor passivitet og afmagt, hvilket også afspejles i måden samfundet takler sygdomme på. Her tænker jeg på, hvorledes det er lykkedes det etablerede sundhedssystem at markedsføre ideen om, at sygdomme er en genetisk drevet mekanisk fejl i kroppen, der skal korrigeres af medikamenter! Det har efterhånden udviklet sig til at alle i landet skal have lægemiddel mod et eller andet – fordi kroppen har en ”fejl”.

Med ovenstående in mente, er det derfor på tide, at vi alle inklusiv den institutionelle del af Danmark erkender, hvor lidt vi endnu ved om menneskets DNA. Vi bliver nødt til at forstå, at de almene og dogmatiske konklusioner, der indtil nu er draget på baggrund af den genetiske forskning stimulerer en katastrofal ansvarsfralæggelse hos den almindelige danskers deltagelse i egen helbredelse.

I mere end 30 år har jeg dagligt modtaget klienter der ”tror” at deres krop har en fejl. De ”tror” at deres sygdomme er en fysisk konsekvens af deres genetiske arv, og de ”tror”, at de blot er ofre for genernes tilfældige udtryk. Deres ”tro” er ikke tilfældig. Hele samfundets sundhedssystem bygger på ideen, om at kroppen er en autonom mekanisk maskine, der må tvinges til at makke ret gennem massiv medicinering. Næsten alle mine klienter er tvangsmedicineret! Hvis de ytrer ønske om ikke at modtage lægens medicin, trues de med, at de så selv må tage ansvaret for deres helbred, og det noteres i journalen, at de har fravalgt behandling på eget ansvar. Klienter, der er ordineret sygemelding eller er på overførselsindkomst kan ikke modtage ydelser med mindre de også takker tvunget ja til psykofarmaka eller anden symptomdæmpende medicin – det er simpelthen bare for meget!

Tiden er kommet til et oprør mod den konservative sygdomsforståelse, der har præget samfundet i mange årtier. Tiden er også kommet til at anfægte den magtudøvelse, der gennem ugrundet bedrevidenhed længe har gennemsyret vores autoritære sundhedssystem. Lad os derfor sammen erkende de nyeste genetiske forskningsresultater i forsøget på at ophæve de dogmatiske antagelser, der fastholder mange af os i autoritetsangst, sygdom og afmagt. De nyere forskningsresultater fra genetikkens verden er kompromitterende og udstiller den uvidenhed, der generelt præger hele sundhedssektorens sygdomsforståelse. Opdagelserne understreger behovet for at revurdere vores forståelse af sygdommenes årsag og sammenhænge.

DNA mytteriets begyndelse og den epigenetiske redning

Molekylærbiologien blev født, da de genetiske nobelpristagere James D. Watson og Francis Crick d. 25. april 1953 publicerede et gennembrud i opdagelsen af DNA’ets stuktur og funktion. Forståelsen af de DNA eller mRNA sekvenser, der ligger til grund for cellernes dannelse af vores proteiner og dermed sammensætningen af vores aminosyrer styrkede den opfattelse, at vi er styret af vores genom. Opdagelsen af DNA’ets struktur gav endvidere genetikken vind i sejlene, således at den i dag er dominerende indenfor for både cellebiologien, lægevidenskaben samt bioteknologien.

Undervejs gennem genetikkens historie har der været megen debat om genernes betydning. Allerede tilbage i 1909 introducerede den danske plantefysiolog og genetiker Wilhelm Johannsen, ideen om at skelne mellem en genotype og en fænotype. Genotypen definerede selve individets faste arveanlæg, mens fænotypen definerede det resultat eller udtryk arveanlæggene fik i samspillet med miljøet. Netop fænotypen og dermed delvist de faktorer, der er ansvarlige for udtrykket af vores gener samt bærer ansvaret for forskelligheden i udseende, sygdomme og adfærd hos f.eks. enæggede tvillinger, har fået fornyet opmærksomhed. Faktisk har interessen for de mekanismer (DNA methylering, histon modifikationer, RNA-interferens), der ikke ændrer på sekvensen af selve DNA’et, men i stedet ændrer den måde generne udtrykkes på, fået sin helt egen forskningsgren kaldet epigenetik.

Vores gener tilpasser sig både det fysiske og psykologiske miljø. Generne kan på denne måde op- og nedregulere det genetiske udtryk, således at kroppen kan tilpasse sig de udfordringer, mennesket  udsættes for. Dette kaldes for epigenetisk regulering, og forskningen i denne epigentiske forskningsgren befinder sig i en rivende udvikling.

Mere end 30 års epigenetisk forskning har nu bevist, at selv om vore cellers DNA – og arvemateriale er os givet fra fødslen, er selve aktiveringen eller deaktiveringen af vores arvemateriale underlagt disse epigenetiske mekanismer. Man har således dokumentation for at næringsstoffer, toksiske belastninger fra miljøet eller psykologiske stresstilstande igangsætter kemiske reaktioner i vores krop, som permanent ændrer den måde vores gener fungerer på.

Når genernes udtryk formes af omsorg, traumer og negative oplevelser

Nature Neuroscience har bl.a. publiceret en undersøgelse, foretaget af Canadian Institutes for Health Research. Undersøgelsen dokumenterer, at kvaliteten af rotteungers kontakt til deres mor dramatisk afgør, hvorledes deres gener kommer til udtryk livet igennem. Den moderlige omsorg eller mangel på samme var afgørende for graden af DNA methylering – den proces, som ”tænder” eller ”slukker” for funktionerne i rotternes gener. Det viste sig, at rotteunger, der blev slikket og gnubbet udviklede langt flere receptorer for kortisol end de rotteunger, som måtte undvære deres moderlige omsorg.

Antallet af kortisolreceptorer er som bekendt afgørende for stress- inducerede sygdomme, depressioner og angst. De rotteunger, som ikke blev slikket og gnubbet, vil derfor være belastet med et langt højere niveau af kortisol livet igennem. Den epigenetiske forskning har endvidere vist, at DNA-methyleringen går i arv, hvilket betyder, at kommende rottegenerationer altså må leve med de epigenetiske forandringer som deres forfædre etablerede. Selv om DNA-methyleringen nedarves, er forskerne dog enige om, at processen er reversibel, at gener som er blevet ”slukket” kan tændes igen, hvis det rigtige miljø stimulerer hertil. En anden undersøgelse, som peger på disse epigenetiske forhold, handler om et studie gennemført af bl.a. National Center for Chronic Disease Prevention and Health Promotion. Studiet som var en Retrospektiv kohorteundersøgelse af 15.357 voksne, der, enten havde været udsat for negative barndomsoplevelser i form af fysiske, følelsesmæssig eller seksuelle overgreb, eller været vidne til vold i hjemmet vokset op med stofmisbrug, psykisk sygdom, skilsmisse, og/eller et fængslet husstandsmedlem. Sammenlignet med den almindelige befolkningsgruppe viste det sig, at de undersøgte, der havde haft negative barndomsoplevelser, havde en 70 % forøget risiko for indlæggelse med en Th 1-reaktion i immunforsvaret (autoimmun sygdom), 80 % øget risiko for en Th 2 reaktion (allergi/overfølsomhed) og en 100 % øget risiko for reumatiske sygdomme.

Traumer, stress og følelsesmæssige overgreb griber direkte ind i måden vores gener regulerer vores celler på. Flere undersøgelser viser, at psykologiske- og sociale vanskeligheder øger risikoen for, at immunforsvaret forstyrres. Konsekvensen kan enten være udvikling af allergi, overfølsomhed eller udvikling af autoimmune sygdomme så som f.eks. gigt.

Studiet konkluderer, at traumatisk stress i barndommen øger sandsynligheden for indlæggelser med diagnosticeret autoimmune sygdomme årtier ind i voksenalderen. Disse resultater er i overensstemmelse med de seneste biologiske undersøgelser vedrørende virkningen af stress tidligt i livet og efterfølgende inflammatoriske reaktioner. (Researchers from UCLA’s Cousins Center for Psychoneuroimmunology and the University of North Carolina).

Når sandt velvære og positiv psykologi griber ind i vores genetiske udtryk

I et andet studie har forskere fra UCLA Cousins Center for Psychoneuroimmunology og University of North Carolina undersøgt, hvordan positiv psykologi påvirker det menneskelige genetiske udtryk. I studiet undersøgte forskerne hele det menneskelige genom bestående af ca. 21.000 gener. Studiets resultat var uomtvisteligt – vores humør påvirker vores genetiske udtryk!

Ud over at vores humør har betydning for vores genetiske udtryk, viser studiet også at de forskellige former for positive følelser har forskellige effekt på det menneskelige genom. Mennesker, der har et højt niveau af eudaimonisk velvære – den velvære, der kommer af at have en dyb følelse af formål og mening i livet – har ifølge undersøgelsen en bedre genekspressionsprofil i deres immunceller, hvilket reducerer deres inflammatoriske genekspression samt et stærkere udtryk af antivirale-/antistofgener. Mennesker med eudaimonisk velvære vil således, gennem et bedre konfigureret immunforsvar, have et mere effektivt værn mod de mange folkesygdomme, der skyldes inflammationer heriblandt f.eks. gigt, KOL, psoriasis, colitis ulcerosa, chrons sygdom, sklerose etc.

Modsat vil mennesker, der har et højt niveau af hedonisk velvære – den velvære, der alene udspringer af lystbegærets simple og sanselige nydelse af erotiske, fysiske og materielle ”goder”, – opleve en negativ genekspressionsprofil, der øger risikoen for høj inflammation samt en lav antiviral-/antistof genekspression. I undersøgelsen henviser forskerne endvidere til deres tidligere studier, hvor de bl.a. har dokumenteret, at kroppens cirkulerende immunceller viser et systematisk skift i det basale genetiske udtryk under længere perioder af stress, trusler og usikkerhed. Denne blivende genetiske respons på modgang i livet er karakteriseret ved et øget udtryk af gener involveret i inflammation (f.eks proinflammatoriske cytokiner såsom IL1B , IL6 , IL8 og TNF ). På samme måde stimulerer modgang i livet et fald i udtrykket af de gener, der er involveret i type I-IFN antivirale respons (f.eks. IFI -, OAS- og MX – familiens gener) samt IgG1-antistof syntese (f.eks. IGJ).

Det genetiske skift i udtrykket af immuncellernes gener, som ses ved stress, trusler, usikkerhed og modgang er navngivet ” Conserved transcriptional response to adversity” (CTRA). Forskerne forklarer, at der er en naturlig forklaring på humørets betydning for genernes skiftende udtryk i immuncellerne. De forklarer, at det CTRA- transkriptionelle program i vores krop sandsynligvis har udviklet sig i forsøget på at forbedrer vores overlevelses chancer i de situationer, hvor vi i tidernes morgen har oplevet øget risiko for infektioner udløst af sociale kampe- og konflikter. Også den øgede mulighed for eksklusion af et fællesskab kan have øget behovet for kroppens modstandskraft i livstruende situationer. Denne CTRA- transkriptionelle opregulering af aggressionen i vores immunforsvar har helt sikkert givet os biologiske fordele i menneskets tidlige udvikling. Men i nutidens samfundsstruktur og dermed det anderledes miljø, som mennesket lever i, kan en kronisk CTRA aktivering af immuncellerne i stedet være årsagen til en forringet modstandskraft overfor bakterier og virus, eller virke fremmende på inflammationsstimuleret hjerte-kar-sygdomme, neurodegenerative sygdomme såsom Parkinson, Alzheimer og Huntingtons sygdom. På samme måde kan CTRA aktiveringen medføre neoplastiske sygdomme såsom celleforandringer, tumorer og kræft.

En af kræfterne bag undersøgelsen er Steve Cole, professor i medicin, psykiatri og adfærdsforskning, Han har tidligere sammen med sine kollegaer identificeret et ændret genetisk udtryk for 209 gener i det menneskelige genom hos mennesker, der føler sig ensomme, isolerede eller følte angst overfor andre mennesker. Hans undersøgelser viser, at disse følelser kan op- eller nedregulere individuelle proteiner, der har betydning for immunforsvaret. Også disse ensomhedsforandringer i genudtrykket viste samlet en tendens til at opregulere de inflammationsfremmende gener, ligesom ensomheden nedregulerede gener der havde antiviral betydning.

Der findes mange undersøgelser og studier, der bekræfter at det genetiske udtryk af vores genom moduleres af det fysiske og psykiske miljø, vi lever i. I en af mine andre artikler om makakaber, har jeg omtalt en undersøgelse lavet i samarbejde mellem flere institutioner, heriblandt Department of Human Genetics, University of Chicago. Også dette studie bekræfter af abernes hierarkiske position i fællesskabet har indflydelse på de gener, der regulerer immunforsvaret.

Traumer og oplevelser overføres epigenetisk til næste generation – vi har vidst det i næsten 100 år!

Selv om ovenstående landvindinger fra genetikkens verden viser, at vores genetiske forståelse af det humane genom i den grad har været mangelfuld indtil nu, er det intet i mod nyheden om, at der sker en genetisk overførsel af erindringer fra forældre til barn. Nyheden er netop publiceret i NATURE NEUROSCIENCE i september 2013. Artiklen beskriver, hvordan amerikanske forskere fra Atlanta-universitetet Emory University School of Medicine, har foretaget en række rotteforsøg, hvor de associerede duftstoffet acetophenon (bruges i parfume) med en frygtoplevelse. Undersøgelsens mål var at studere, om oplevelser eller erfaringer kunne nedarves til næste generation gennem hanrotternes sæd. Kønsmodne hanrotter blev således før undfangelse udsat for acetophenon samtidig med, at de blev udsat for et elektrisk chock. Dette etablerede en frygt for duften af acetophenon. Herefter undersøgte de rotternes sæd for det specifikke gen (Olfr151), der bestemmer følsomhedsgraden overfor acetophenon.

Undersøgelser tyder på, at forfædres traumatiske oplevelser nedarves til de efterfølgende generationer. Vi kan således alle være ubevidst påvirket og reguleret af de oplevelser, vores familie har oplevet gennem tiderne. Begrebet automatadfærd – en, ubevidst måde at regere på i forskellige situationer, kan således handle om, at vi mennesker ubevidst stimuleres til en adfærd udløst af ubevidste forhold eller hændelser i det fysiske- eller psykologiske miljø.

Forskerne fandt, at netop dette gen var blevet udsat for en CpG hypomethylering, hvilket opregulerer genudtrykket. At Olfr151-genet var mere aktivt i næste generation af rotter blev yderligere dokumenteret ved, at forskerne kunne observere en øget repræsentation af de neurale- og anatomiske nervestier, der kontrolleres af dette lugtgen. Resultatet af denne undersøgelse viste endvidere, at rotternes afkom samt næste generations afkom var ekstremt adfærdsfølsomme over for duften af acetophenon. De undgik således duften, selvom de aldrig før havde oplevet den selv. Forskerne konkluderede således, at disse transgenetiske effekter nedarves via forældrenes kønsceller. Deres resultater giver derfor en ny forståelsesramme for, hvordan oplevelser i miljøet kan nedarves transgenerationelt på både adfærdsmæssige, neuroanatomiske og epigenetiske niveauer.

Ovenstående studie er spændende set i lyset af at lignende initiativ, der allerede blev taget i 1920. Her gennemførte den kendte psykolog W. McDougall et 15-årig langt eksperiment for at afgøre, om erhvervede egenskaber kan overføres arveligt. Gennem 32. generationer af rotter dokumenterede han, at erfaringer går i arv. Forsøget gik i sin enkelthed ud på, at rotter blev udsat for at træffe et valg i en vandlabyrint. Enten kunne de svømme gennem et oplyst rør, hvor der var installeret en elektrisk stødanordning, eller de kunne svømme smertefrit gennem et uoplyst rør. Nogle af rotterne brugte op til 330 svømmeture i bassinet og oplevede således omkring 150 elektriske stød, før den endelig lærte at undgå det oplyste rør. Gennemsnits fejlscoren fra første generation af rotter var 56 fejl i gennemsnit mod kun 20 fejl i gennemsnit for de sidste generationer. På denne langsommelige og insisterende måde formåede W. McDougall altså allerede i 1920 at demonstrere, hvad vores genetiske forskere i dag er vidne til. McDougall’s eksperiment er senere blevet gentaget af W.E. Agar, som gennem 50 generationer af rotter over en periode på 20 år bekræftede McDougall’s resultater. Lige så meget som jeg synes, McDougall’s eksperiment var en fantastisk bedrift, ligeså meget er jeg skuffet over den bedrevidenhed og sandhedsfortrængning, der har stået på gennem alle årene. Hvorfor er det først når forskningresultaterne kommer fra ”genetiske forskere” fra Atlanta-universitetet Emory University School of Medicine at den akademiske verden lytter? Hvorfor reagerede man ikke på det i 1920? Tænk, hvor langt vores sundhedsvæsen kunne være kommet med afsæt i McDougalls eksperimeneter og forståelse. Vi ville haft næsten 100 år til at afdække, hvilke præcise adfærdsmønstre det enkelte menneske skulle bringe til ophør, for at helbrede forfædrenes overførsler af uhensigtsmæssige genudtryk. I stedet har vi brugt alle årene på at udvikle bivirkningstung- og utilstrækkelig medicin, der kun har til formål, at undertrykke de epigenetiske fejl i genudtrykket, som blot handler og uforløste traumer hos vores forfædre. Hvis vores sundhedsinstitutionelle verden dog bare ville åbne sig for den forskning, der allerede er tilgængelig, ville vi kunne udvikle et sundhedsvæsen, der ikke censurerer og modarbejder sandheden, men i stedet brugte den til at tilbyde befolkningen en service i en helt anden liga end den, vi kender i dag.

Generne overrasker hele tiden – hvad ved vi egentlig, når det kommer til stykket?

Den 13. december 2013 publicerede Science en artikel, der kunne fortælle, at forskerne netop havde opdaget at DNA’et har en skjult kode. Oplysningerne i denne skjulte kode vil i fremtiden ændre på, hvordan forskerne læser de informationer DNA’et indeholder. Forskerne arbejde med projektet Encyclopedia of DNA Elements Project, også kendt som ENCODE, som har til formål både at udforske, hvor og hvordan de regulerende mekanismer for vores biologiske funktioner er gemt i det menneskelige genom. Forskerne opdagede til deres store overraskelse, at genomet bruger den genetiske kode til at skrive to separate sprog. Det ene sprog beskriver og styrer, hvordan proteinerne skal laves, mens det andet instruerer cellen i, hvorledes generne skal kontrolleres. Grunden, til at forskerne først nu har opdaget at DNA’et har to parallelle sprog, skyldes, at det ene sprog er skrevet oven i det andet og har derfor holdt sig skjult i alle årene. I mere end 40 år har genetikerne antaget at DNA forandringer, der påvirkede den genetiske kode udelukkende havde betydning for proteinernes opbygning. Men nu må genetikerne sande, at denne grundlæggende antagelse kun er den halve sandhed. Opdagelsen betyder, at mange af de DNA-forandringer, der ligger til grund for ændring i proteinsekvenser, også har mulighed for at forårsage sygdom gennem en forstyrrelse af genets kontrolprogrammer.

Ikke fordi jeg personligt har noget i mod genetikere, men ovenstående nyhed samt omtalte nyere epigenetiske landvindinger nævnt ovenfor, bør lære os alle, at vi endnu ikke ved noget med sikkerhed. Det, som i dag ser ud til at være etableret viden, er måske usandt i morgen. Netop derfor er det utilgiveligt, at lade sundhedssektoren hvile mere eller mindre på een videnskab. Endnu værre er det selvfølgelig, hvis denne forskningsgren i snart mere end 50 år har været blind for, at både sind, tanker, følelser og sociale aspekter via epigenetiske mekanismer direkte påvirker genernes udtryk. Helt alarmerende bliver det, når vi i dag forstår, at disse epigenetiske ændringer af det genetiske udtryk går i arv fra generation til generation. Det betyder jo, at familiære epigenetiske dispositioner og sygdomme i f.eks. immunforsvaret, som vores klienter ”tror” er genetisk ubrydelige faktisk KAN helbredes. Måske fremtiden vil vise os, at det ikke er DNA’et, der bestemmer over os, men det er os, der bestemmer over DNA’et, hvis vi kan frigøre og forløse de generationsbetingede psykobiologiske sammenhænge, der har indlejret sig i livets kode.

Arv og dit ”eget miljø” – en sandhed med modifikationer

Inden vi overhovedet kan anvende denne nye epigenetiske forskning til noget som helst, bliver vi nødt til at udvide forståelsen af ”arv og miljø”. Som nævnt i indledningen, introducerede genetiker Wilhelm Johannsen allerede i 1909, ideen om at skelne mellem en genotype og en fænotype. Genotypen definerer selve individets arveanlæg, mens fænotypen definerer det resultat, der opstår i samspillet mellem gener og miljø. Som nævnt i artiklens begyndelse, er fokus i denne artikel ikke på selve genotypen, da denne ikke umiddelbart står til at ændre. Tilbage er så ”miljøet” og samspillet med miljøet. Det er her vi mennesker selv kan gøre en forskel! Da verdenen gennem de sidste mange år allerede har været og er meget optaget af det fysiske miljø (miljøgifte, syntetiske tilsætningsstoffer, medicinrester, kost etc.) og dets betydning for kroppens helbred, tjener det ikke noget formål at gentage alle disse forhold i denne artikel. Dog skal nævnes at fysiske miljøfaktorer også spiller en rolle for epigenetiske forandringer i genernes udtryk. Det er derfor en rigtig god ide, at prioritere en god og sund kost samt leve i et rent fysisk miljø fri af belastende miljøgifte.

Før vi virkelig kan gribe ind i det samspil, der udspilles mellem vores gener og vores miljø, er det nødvendigt med en dybere forståelse af begrebet miljø. Når vi ser bort fra miljøgifte og andre kemiske belastninger, er miljø en subjektiv størrelse. Kroppens respons på miljøet er derfor betinget af, hvordan vi fortolker vores liv, og den verden vi lever i.

Sindet og dermed tanker, forståelse, livskonklusioner og overbevisninger er alle mentale kræfter, der spiller en rolle for, hvorledes vores gener kommer til epigentisk udtryk. Koblingen mellem sind og gener giver mennesket en mental mulighed for at påvirke den epigenetiske arv. Men denne øvelse kræver en udvidet årvågenhed gennem hverdagen – en bevidsthed, der kan bringe netop de automatadfærdsmønstre til ophør, der fastholder kroppens celler i en epigenetisk ubalance.

Vores biologiske krop og genetiske udtryk er derfor et produkt af de overbevisninger og værdier, vi fastholder i vores egen perception af verden. Selv om hjerneforskningen har dokumenteret, at vores sanser ser og registrere alt, forvrider, fortrænger og filtrerer vi vores sanser og indtryk bevidst og ubevidst, således at vores oplevelser til sidst passer med vores eget etablerede verdensbillede. Denne fastholdelse af vores egen perception er ikke for sjov. Den tjener et formål og er oftest motiveret af angst, behov for kontrol, og et ubevidst forsøg på at undgå en gentagelse af tidligere smerteoplevelser. Motivationen for fastholdelsen af vores personlige perception af livet, udspringer ofte af nedarvede epigenetiske overførsler af instinkter, som er etableret af vores forfædre. Dette betyder, at vi som enkeltindivider oftest har arvet en hypnotisk tilgang til livet – en tilgang, som vi ofte ikke selv kan forklare eller forstå. Selvfølgelig forekommer også det forhold, at vi selv oplever traumatiske oplevelser gennem livet, og at disse smertefulde oplevelser skubber til vores grundlæggende fortolkning af det fællesskab, vi lever i. Uanset årsagerne til bevidsthedens fordrejning, fortrængning og filtrering står disse i vejen for en egentlig helbredelse af det uønskede genetiske udtryk, der fastholder kroppens biokemi i en syg konfiguration.

Følelser, fortrængninger, bekymringer og deres betydning for sygdomme

Inden jeg forsøger at formulere hvilke tiltag, der kan ophæve ugunstige perceptionsmønstre, vil jeg kort opsummere den viden, vi allerede har høstet omkring følelsesmæssige årsager til sygdomme. Siden tidernes morgen har man indenfor den psykosomatiske medicin tilskrevet, at kroniske smerter var forbundet med emotionelle konflikter eller tjente som et forsvar mod emotionelle oplevelser. Den tidlige psykosomatiske forskning manglede dog empirisk støtte og lykkedes ikke i at generere og implementere effektive interventioner. Fra 1960 til 1980 blev psykosomatiske modeller af kroniske smerteproblemer i stedet fortrængt af psykosociale modeller, der først blev baseret på adfærdsmæssige læringsprincipper og efterfølgende på kognitive adfærdsteorier. Disse kognitive og adfærdsmæssige modeller af smerteproblemer er til gengæld blevet understøttet af et væld af studier, der påviser en sammenhæng mellem miljøfaktorer, konditionering, læreprocesser, overbevisninger og forventninger.

Adskillige kliniske undersøgelser har vist effektive smertebehandlinger baseret på kognitive og adfærdsmæssige modeller til at mindske smerter og invaliditet. Status på denne psykosociale forskning er overvældende. Studier viser således, at klinikere længe har observeret, at stressende eller konfliktfyldte erfaringer er fælles for mange patienter med kroniske smerter. Forskning – allerede gennemført i 1960 – fandt sammenhæng mellem øget stressfulde begivenheder og kliniske smerteproblemer så som leddegigt, kroniske bækkensmerter. I de senere år har stress- og smerteforskningen udviklet sig mere stringent og har bl.a. indført dagbøger, i hvilke de har bedt leddegigtpatienterne om at notere og vurdere deres smerter i forhold til hverdagens stressoplevelser. Denne forskning har dokumenteret, at daglige stressoplevelser konsekvent var relateret til øgede ledsmerter i den efterfølgende uge. Andre undersøgelser viser, at interpersonel stress (stressoplevelser, der skyldes konflikter med fællesskabet) er forbundet med immunændringer, der inducerer øget inflammation og smerte i en uge. Interessant er også at stress ikke altid medfører smerte. Studier viser således, at non-interpersonel stress ikke udløser smerte, depression eller fysiologiske ændringer, men at det er den interpersonelle stress, der er vores problembarn. Studier viser i øvrigt, at selv om den interpersonelle stress forværrer leddegigt og depression har den ikke samme indflydelse på slidgigt.

Stress- og smerteforskningen peger også på andre spændende komplekse sammenhænge, som er vigtig at have kendskab til, hvis du vil forløse din fastlåste perception, i håbet om at genskabe dit sunde genetiske udtryk. Forskning viser, at mens mindre stressfaktorer efterfølges af en øget sygdomsaktivitet udløser større stresstilstande i livet en reduktion af sygdomsaktivitet. For at forstå disse lidt selvmodsigende sammenhænge kræver det, at vi husker på, at stress udløser kortisol – et stresshormon, der naturligt hæmmer inflammation i den akutte fase. På lang sigt vil et forhøjet niveau af kortisol dog resultere i en øget inflammationsaggression, med efterfølgende forværring af symptomerne.

Variationen af hormonernes respons på de stressfylde oplevelser vil også være afhængig af det individ, der udsættes for stressoplevelserne. Et eksempel på dette er et studie af migrænepatienter, der konkluderer at stress i sig selv ikke altid kunne fremprovokere et migræneanfald, men at anfaldet var betinget af deltagernes vurderinger af de begivenheder, som virkede truende, samt om deltagerne havde de nødvendige ressourcer til rådighed for at kunne klare situationen.

Andre studier har fokuseret på mere specifikke følelsesmæssige tilstande så som depression og angst i stedet for angst. Et eksempel herpå er en undersøgelse af patienter, der lider af helvedesild. Forskerne ville finde ud af ,om den parallelle depression eller angst patienterne led af på det tidspunkt, de blev diagnosticeret første gang, kunne have indflydelse på om patienterne senere udviklede postherpetisk neuralgi (vedvarende nervesmerter efter et angreb af helvedesild). Resultatet viste en klar sammenhæng således at mennesker, der lider af depression eller angst på tidspunktet for diagnosticeringen af helvedesild, har langt større risiko for at udvikle postherpetisk neuralgi. Et andet studie af leddegigt patienter bekræfter sammenhængen mellem graden af depression og graden af smerter. Undersøgelsen løb over 75 dage og viste, at de patienter der, ifølge dagbøgerne var mest deprimeret inden studiet startede, var mere tilbøjelige til at udvikle højere niveauer af smerter gennem forsøgsperioden.

Bekymring og negativitet forkorter livet, accelererer aldringen og udløser hovedpine og smerter

I en fem-årig prospektiv undersøgelse af en gruppe unge mennesker blev deltagernes baseline af neuroticisme (bekymkringgrad) noteret. Anfald af migrænelignende hovedpiner blev registreret i løbet af den femårige periode. Studiet fandt, at risikoen for at udvikle migræne var direkte proportionalt med baseline bekymringsgraden. I tillæg til denne undersøgelse kan nævnes at et studie nævnt på Region Hovedstadens psykiatriske hospital og publiceret i Psychological Medicine konkluderer, at neuroticisme er forbundet med en række somatiske (fysiske) sygdomme og øget dødelighedsrisiko. Studiet der fulgte 3.432 personer gennem seks år har fundet en direkte sammenhæng mellem neuroticisme og længden på kromosomernes telomerer. Neuroticismens forkortende effekt på telomererne er problematisk, idet telomererne har til opgave at hindre kromosomenderne i at blive nedbrudt. Når telomererne nedbrydes ældes cellerne og dør. Denne aldringsproces er bl.a. grunden til at f.eks. organer, muskler, hjerne svækkes med alderen. Det er altså ikke helt forkert, når man siger at vi bliver syge af bekymring.

Mange undersøgelser og studier har dokumenteret, at mennesker med kroniske smerteproblemer også scorer højere på alexithymi skalaen – hvilket blot betyder, at disse mennesker har sværere ved at udtrykke sig følelsesmæssig og har vanskeligheder med at identificere og skelne mellem følelser og kropsfornemmelser. Et studie vurderede f.eks. ,hvor mange der kunne diagnosticeres til at have alexithymi blandt 112 patienter med inflammatorisk tarmsygdom (IBD) målt i forhold til en sammenligningsgruppe, der matchende med hensyn til alder, køn og uddannelse. Forskerne fandt at 35,7 % af IBD-patienterne, men kun 4,5 % af kontrolgruppen, var alexithymiske. Mange andre undersøgelser understreger, at alexithymi disponerer for psychogenic pain disorder, og resultater tyder på at ca. en tredjedel af de patienter,der lider af kroniske smerter kan klassificeres som alexithymisk.

Studier viser, at en reduceret kontakt til egne følelser eller fortrængning af negative følelser øger risikoen for udviklingen af inflammatorisk tarmsygdom (IBD). Selvdistancering, samt manglende evne til at kommunikere omkring følelsesmæssige konflikter, skaber også grobund for kroniske smerter, hjerteforstyrrelser og autoimmune sygdomme. Rumination – dvs. tanker, der kører i ring, opstår ligeledes som en konsekvens af fortrængninger.

I erkendelsen af, at ubearbejdede følelser kan ligge til grund for smerter og sygdomme, har forskningen øget sin opmærksomhed på, hvorledes man som menneske kan opløse de bagvedliggende traumer eller oplevelser. Den normale reaktion på en stressende oplevelse er en periodisk kognitiv undgåelse af de stressende følelsesmæssige erindringer, efterfulgt af skiftende hukommelsesflash, der tjener til at opnå en kognitiv integration og opløsning af den stressende oplevelse. Selvom en midlertidig distancering til kraftige følelsesmæssige oplevelser kan være en løsning i forsøget på at tilpasse sig den traumatiske oplevelse, vil en overdreven og langvarig distancering til stressoplevelser eller negative følelser forhindrer en revurdering, integration og opløsning af stressoplevelsen. Forskning viser da også, at følelsesmæssig distance fører til ængstelighed, rumination (tanker der kører i ring), depression, fysiske symptomer, tilpasningsvanskeligheder. Emotionel distancering kan også føre til autoimmune forstyrrelser og eventuel sygdom. Personlighedsforskning viser, at mennesker, der fortrænger deres følelser, er mere tilbøjelige til at lide af en række sygdomme herunder sympatisk dominans i det autonome nervesystem, hvilket kan føre til en lang række lidelser som bl.a. hjerteforstyrrelser, hyperventilation, mave-tarm-problemer, hyppig vandladning, hudproblemer etc. Afvisning af følelser disponerer også for en reduktion af cirkulerende T-lymfocytter. Endvidere har det vist sig, at alle disse psykofysiologiske reaktioner på undertrykkelse af følelserne, kan fortsætte selv efter ophøret af den kognitive fortrængning. Studier viser også, at emotionel undertrykkelse og konfliktskyhed er et karakteristisk karaktertræk blandt patienter med kroniske lændesmerter. Endvidere er det registreret at patienter, der oplever ukontrollable stærke smerter, og som ikke reagerer på konventionel behandling, har en signifikant større tendens til hæmning og undertrykkelse af vredesfølelser. Undertrykkelsen af vrede vides også at give en dårligere prognose for det fremtidige behandlingsresultat.

På trods af, at man i dag ved at undertrykte følelser kan ligge til grund for mange af hverdagens lidelser, har man endnu ikke forsket særligt meget i interventioner designet til at øge emotionel integration og kontakt. Et kontrolleret studie har dog forsøgt at opsætte nogle betingelser for behandling af alexithymi og samtidig registreret, hvad en bedring af alexithymi betød for personer med hjertekrampe pga. koronararteriesygdom (hjertesygdom). Det viste sig at patienterne, der gennemgik en gruppeterapi, der inkluderede en bred vifte af teknikker , faktisk formåede at reducere deres alexithymi sammenlignet med kontrolgruppen. Undersøgelsen viste også, at reduktionen af alexithymi var forbundet med en signifikant reduktion i tilfælde af hjertekramper hos de patienter, der havde modtaget gruppeterapien.

Selv om der ikke er gennemført så mange undersøgelser i behandling af alexithymi endnu, er der til gengæld masser af studier, der klart peger på de helbredsmæssige fordele, der er ved åbne sig og sætte ord på følelser og traumatiske oplevelser. Også anvendelse af dagbøger til nedskrivning af følelsesmæssige oplevelser eller blot nedskrivning af tanker om svære situationer i livet, har vist sig nyttige for reduktionen af mange fysiske sygdomme. I et studie indgik 72 voksne leddegigtpatienter delt i to grupper. Den ene gruppe bad forsøgslederne om enten at indtale og fortælle om deres mest stressfulde oplevelser på en båndoptager, mens den anden gruppe blev bedt om at indtale og fortælle om neutrale emner. Indtalingen på båndoptageren skulle stå på i alt 4 dage. En vifte af undersøgelser blev lavet som baseline inden forsøget – og igen 3½ mdr. efter.

Fysiske- og psykologiske stresstilstande tager tid at komme sig over. Hvis du forsøger at arbejde med selvhelbredelse, skal du huske på, at forløsningen af din stress/konflikter ikke fører til bedring lige med det samme. Tværtimod! Undersøgelser viser, at et fald i stresshormoner kan forværre symptomerne. Først efter 3-4 måneder kan du forvente at fraværet af stresshormoner fører til healing af dine kroniske symptomer.

En gennemgang af optagelserne viste at de patienter, der skulle tale om stressfyldte oplevelser, faktisk havde afsløret og talt om en lang række stressfylde emner. Emnerne handlede både om virkningerne af deres sygdom, samt en lang række ikke sygdomsrelaterende emner, der mest handlede om problemfyldte sociale relationer. Efter 2 uger kunne forskerne ikke registrere nogen forskel på de to gruppers helbred, men efter 3 måneder kunne forskerne registrere, at gruppen, der havde afsløret sine private problemer, var bedre til at gennemføre dagligdagsaktiviteterne end kontrolgruppen. Som noget meget vigtigt viste det sig, at de patienter, der var blevet mest negativt påvirket i deres humør efter at have åbnet sig overfor båndoptageren også var de patienter, der oplevede den bedste forbedring i leddene efter tre måneder, hvilket blev målt ud fra tests og lægelig undersøgelse. Andre undersøgelser har for nyligt vist, at åbenhed om egne personlige følelser førte til objektive helbredelses forbedringer hos 51 leddegigt patienter. I dette studie blev den ene gruppe af forsøgspersonerne udvalgt til at skrive om stressfyldte oplevelser i tre dage under opsyn på laboratoriet, mens den anden gruppe skulle skrive om, hvordan de havde forvaltet deres tid de sidste tre dage. Patienterne i begge grupper blev vurderet af en reumatolog inden undersøgelsen. Reumatologens undersøgelser viste ingen helbredsmæssig forskel mellem de to grupper efter hverken 2. uger eller to måneder. Men efter 4 måneder havde de patienter, der skulle nedskrive stressfyldte oplevelser en signifikant bedre helbredsscore end kontrolgruppen.

Flere studier og undersøgelser er gjort på yoga, afslapningsteknikker og mindfullness. Disse studier viser, at mennesker gennem meditation kan ændre på det genetiske udtryk. Den nyeste undersøgelse, jeg har kunnet finde af denne art, blev publiceret i Psychoneuroendocrinology, 2014, 40, 96—107. Studiet var sat op til at undersøge, hvordan 8 timers meditation ville påvirke udtrykket på de gener, der kontrollerer døgnrytme, inflammationer samt chromatin modulation (genreguleringsmekanismer). I undersøgelsen indgik 19 mediterende individer og 21 kontrolpersoner, som blot var aktive med nogle fritidsinteresser i samme miljø. Resultatet viste, at 8 timer meditation ikke havde ændret på udtrykket af generne for døgnrytme. Derimod fandt forskerne forskelle på det genetiske udtryk for henholdsvis genreguleringsmekanismerne, ligesom de observerede reducerede niveauer af pro-inflammatoriske gener hos den mediterende gruppe. Forskerne konkluderer, at deres resultater skaber et grundlag for yderligere undersøgelser, der kan hjælpe med at vurdere, hvordan meditationsstrategier kan bruges i behandling af kroniske inflammatoriske tilstande. Sådan!

Epigenetiske råd

  • Inden jeg lister mine råd og anbefalinger til de værktøjer, du kan forsøge at anvende i håbet om at styrke og stimulere kroppens selvhelbredende kræfter, er det på sin plads, at opsummere de fakta som jeg har præsenteret dig for:
  • Mennesker, der har et højt niveau af eudaimonisk velvære reducerer deres inflammatoriske genekspression, hvilket beskytter dem mod folkesygdomme, der skyldes inflammationer heriblandt f.eks. gigt, KOL, psoriasis, colitis ulcerosa, chrons sygdom, sklerose etc.
  • Mennesker der har et højt niveau af hedonisk velvære vil modsat risikere en opregulering af den inflammatoriske genekspression, hvilket øger risikoen for høj inflammation samt en lav antiviral-/antistof genekspression.
  • Sind, tanker, følelser samt oplevelser og sociale aspekter påvirker direkte genernes udtryk. Det er nu vist, at disse psykologiske epigenetiske ændringer videregives til næste generation, samt at erindringerne inklusiv oplevelsernes påvirkning af genernes udtryk går i arv fra generation til generation.
  • Traumatisk stress i barndommen øger sandsynligheden for indlæggelser med diagnosticeret autoimmune sygdomme årtier ind i voksenalderen.
  • Kvaliteten af kontakten til vores mor, afgør dramatisk, hvorledes deres gener kommer til udtryk livet igennem. Den moderlige omsorg, eller mangel på samme, er afgørende for graden af DNA methylering – den proces, som ”tænder” eller ”slukker” for funktionerne i vores gener. God kontakt stimulerer en genetisk opregulering af flere receptorer for kortisol. Stressende eller konfliktfyldte erfaringer er fælles for mange patienter med kroniske smerter.
  • Interpersonel stress (stressoplevelser der skyldes konflikter med fællesskabet) er forbundet med immunændringer, der inducerer øget inflammation og smerte.
  • Non-interpersonel stress udløser ikke smerte, depression eller fysiologiske ændringer.
  • Stress i sig selv fremprovokerer ikke altid et migræneanfald. Anfald er betinget af personens vurderinger af de begivenheder som virkede truende, samt om personen har de nødvendige ressourcer til rådighed for at kunne klare situationen.
  • Mennesker, der lider af depression eller angst på tidspunktet for diagnosticeringen af helvedesild, har langt større chance for at udvikle postherpetisk neuralgi.
  • Deprimerede er mere tilbøjelige til at udvikle højere niveauer af smerter.
  • Risikoen for at udvikle migræne er direkte proportionalt med graden af neuroticisme (bekymringsgraden).
  • Neuroticisme er forbundet med en række somatiske (fysiske) sygdomme og øget dødelighedsrisiko. neuroticisme forkorter telomererne, hvilket accelererer aldringsprocessen.
  • Mennesker med kroniske smerteproblemer scorer også højere på graden af alexithymi (en tilstand, hvor mennesker har svære ved at udtrykke sig følelsesmæssig, og har vanskeligheder med at identificere og skelne mellem følelser og kropsfornemmelser). En tredjedel af de patienter, der lider af kroniske smerter, kan klassificeres som alexithymisk.
  • Følelsesmæssig distancering og undertrykkelse fører til ængstelighed, rumination (tanker der kører i ring), depression, fysiske symptomer, tilpasningsvanskeligheder. Emotionel distancering kan også føre til autoimmune forstyrrelser samt disponerer for en reduktion af cirkulerende T-lymfocytter. (hvide blodlegmer)
  • Emotionel undertrykkelse og konfliktskyhed er et karakteristisk karaktertræk blandt patienter med kroniske lændesmerter.

En hurtig gennemgang af ovenstående liste viser med al tydelighed, at kroppen reagerer på graden af vores livskvalitet. Men listen fortæller mere end det. Listen udpeger præcist, hvilke kompetencer og kerneværdier vi må være i besiddelse af, hvis vi vil bringe forløsning og harmoni til kroppens biologi.

Råd 1. Eudaimonisk velvære

Kroppens sande livskvalitet udmåles ikke i hedonisk velvære – men i eudaimonisk velvære. Dette betyder, at du skal søge at leve indefra og ud – i stedet udefra og ind. Indholdet og initiativerne i dit liv bør således tage afsæt i meningsfulde indre værdier, hvis du skal opnå et biologisk velvære. Livets mening og formål må derfor primært sigte mod skabende livsudfoldelser, der er meningsfulde for både dig selv og dine omgivelser. Er dit livsfokus primært at berige og tilfredsstille dig selv uden omtanke for dit bidrag til fællesskabet er du derimod på farlig kurs. Mit råd til dig er derfor at du mindst en gang om dagen gennemfører en handling, der udløser sand eudaimonisk velvære i dit indre.

Råd 2. Fysisk kontakt og inklusion i dit fællesskab

Fysisk omsorgsfuld berøring og kontakt er et udtalt basalt behov for mennesker. Kontakten er vigtig for kroppens opretholdelse og registrering af at tilhøre en flok. At være inkluderet i et fællesskab. Det er kun berøring, der biologisk virker overbevisende for kroppen. Mental forståelse af at du tilhører et fællesskab samt kognitive refleksioner om dit fælleskab kan ikke i tilstrækkelig grad bringe ro i hjernens instinktcenter (amygdala) for frygt og angst.
Mit råd til dig er derfor at du 2 – 3 gange dagligt tager initiativ til fysisk udveksling af berøring med dit fællesskab.  Al berøring tjener til formålet  – dog er berøringen selvfølgelig betinget af relationen. Typer af berøring som er anvendelig er f.eks. at give hånd, let berøring af dine kollegaers skuldre eller lign., knus og kram, kys, intimt samvær etc. Ud over etablering af fysisk kontakt til din omverden, bør du også gennemføre mindst en aktion dagligt, hvor du bidrager til fællesskabet med noget uselvisk der ligger udover fællesskabspligten. På denne måde opretholder du en forbundenhed med dine fællesskaber, hvilket biologisk fortæller kroppen at den er beskyttet af flokken. Dette reducerer kroppens grundlæggende stressniveau.

Råd 3. Reduktion af interpersonel stress

Interpersonel stress er den følelsesmæssige stress, vi oplever i forbindelse med sociale konflikter. Denne stress er den værste og kan stimulerer og katalysere etableringen af alle slags sygdomme. Denne stress er meget negativ for kroppens biologiske system, og må derfor bringes til ophør hurtigst muligt. Selv om denne stress selvfølgelig er betinget af vores faktiske konflikter, er det i langt højere grad sindets fortolkning af vores mellemmenneskelige relationer og konflikter, der er den største trussel. Reduktion af den interpersonelle stress lykkes derfor ikke alene ved ydre konfliktløsning. Vi bliver nødt til også at erkende vores eget ansvar for vores oplevelse af andre mennesker. Vejen til opløsning af både ydre og indre fastlåsninger er indsigt og forståelse. Mit råd til dig er derfor, at du dagligt sigter mod at opløse konflikter i stedet for at skabe eller fastholde konflikter. Når en konflikt optræder i det ydre eller indre, bør du derfor spørge dig selv: Hvorfor reagerer og føler jeg og mit medmenneske, som vi gør nu? Hvad er den DYBESTE årsag? Hvis dit svar ender op med en forståelse og forklaring, der ikke konkluderer noget ondt om dig selv eller dit medmenneske, har du fundet det rigtige svar. Giv herefter ærligt og kærligt udtryk for din forståelse af situationen. Kun sådan kan mennesker løse konflikter. Løs mindst en lille eller større konflikt ugentligt – og du vil langsomt reducere din interpersonelle stress.

Råd 4. Forløs din alexithymi

Afstand og distance til vores følelser og vores krop er ikke tilfældigt. Denne tilstand er opstået som en konsekvens af flugt fra smertefulde oplevelser. Dette sker i situationer, hvor vi ikke har haft kompetencen til at bearbejde traumet i selve situationen. Denne fortrængningsmekanisme har således været nødvendig for hjernens daværende ressourcer til at modstå og klare udfordringen. MEN, hjernens hæmning af de emotionelle- og sensoriske impulser vil på lang sigt føre til en livsførelse, der ikke at synkron med de sande behov. Dette vil biologisk efterlade kroppen i en situation, hvor den konsekvent fortolker situationen/miljøet som utilstrækkeligt til at dække behovene. Denne mangeltilstand opretholder en konstant flugt- og kampstress, som nærer alvorlige sygdomme og symptomer. Mit råd til dig er derfor, at du lærer at forbinde dig med dine følelser og behov. Dette gøres ved at reagere og agere på selv de mindste behovsfornemmelser og misfølelser, der må opleves gennem dagen. Dette vil langsomt øge adgangen til kroppen og dens følelser, ligesom adfærden slutteligt bringer kroppen ud af kamp- og flugtstressen. Med afsæt i forskningen og egne erfaringer fra klinikken vil jeg også opfordre til, at du øver dig i at sætte ord på de følelser, du mærker. Dette kan i første omgang gøres ved at tale højt med dig selv eller at skrive dine følelser ned. At sætte ord på dine følelser, overfor de mennesker dine følelser vedkommer, er dog i min optik det mest effektive for kroppens biologi. Ønsker du intensivt at bringe din alexithymi til ophør og genopnå fuld adgang til dine følelser, kan du følge instruktionen på CD’en PNN-enhedsterapi. Teknikken er specielt udviklet til alexithymi og kan typisk gennemføres en gang ugentligt i ca. ½-1 time indtil du har opnået fuld forløsning af tidligere traumer.

Råd 5. Bring din neuroticisme (negative bekymringer) til ophør

Neuroticisme – eller negative bekymringer næres af angsten for at smertefulde oplevelser skal gentages. Det er derfor nødvendigt, at arbejde med fortolkningen af de tidligere oplevelser, der etablerede angsten og bekymringen. Det ligger i naturen, at bekymringer ikke alene bunder i objektive trusler, men snarere handler om mulige eller forventelige trusler. Samtidig med forventningen om en trussel, fastholdes en følelse af at være handlingslammet eller et offer for situationen. Denne oplevelse af, at være frataget en handlingsmulighed kommer jo fra de traumer, der i tidernes morgen etablerede bekymringen. Når vi er bekymret, bliver vi derfor nødt til at erkende, at bekymringen dels udgår af angst for gentagelse af smerte og dels udgår fra en oplevelse af at være afmægtig. Men, hvis vi ikke var afmægtige, men derimod kunne handle og fjerne truslen, ville vi sikre trygheden i os selv. Bekymringen falder altså sammen, hvis vi kan finde en løsning – og det er netop det, jeg vil bede dig om. Mit råd til dig er: Bild ikke dig selv ind, at du er afmægtig! Stil dig selv spørgsmålet – hvordan undgår jeg genopleve smerte og tab i mit liv? Dette spørgsmål vil sikkert bringe dig til den dybe erkendelse, at du ikke har magt til andet end at styre dig selv – vi kan ikke direkte styre og kontrollere andre mennesker eller ydre hændelser – så som skæbne etc. Dybest set handler smerte om forventninger, der ikke indfries. Forventninger handler til gengæld om de behov, vi har lagt ud til verden at dække for os. Magten over dig selv og ophøret af bekymringer, er derfor kun mulig, hvis du tager det fulde ansvar for dig selv, dit liv og dine følelser. Har du en bekymring? Så tag konsekvensen, påtag dig dit ansvar og løs din situation i stedet for at sidde fast i afmagt og bekymring! Tag ansvar og hold dig ung! Tag ansvar og hold dig fri af sygdom! Jeg har udviklet en teknik til at frigøre dig fra afmagt og begrænsninger i dit sind og din krop – en teknik, der hjælper dig med at generobre din oprindelige identitet samt hjælper dig til at tage det fulde ansvar for dig selv. Teknikken hedder PNN-Illusionsterapi og kan praktiseres 1-2 gange ugentligt eller efter behov. Den er meget effektiv!

Råd 6. Dyb afslapning, meditation og åndedræt

Som alle de andre råd, handler denne anbefaling om daglig meditation også om dine genetiske udtryk. Ikke kun omtalte studie publiceret i Psychoneuroendocrinology, 2014, 40, 96—107, viser at meditation og dyb afslapning har stor betydning for genudtrykket. Meditation kan således positivt påvirke udtrykket på de gener, der er involveret i inflammatoriske processer, programmeret celledød samt hvordan kroppen takler de frie og celleskadelige iltradikaler. I et studie publiceret 2 juli, 2008. undersøgte forskerne genudtryksprofilen af 19 sunde langtidspraktiserende meditationsudøvere versus en kontrolgruppe af 19 mennesker med samme alder og køn. Som en yderligere vurdering, iværksatte forskerne et 8-ugers kursus i dyb afslapning til kontrolgruppen og revurderede herefter deres genudtryk. Gentranskriptionsforskellene mellem de forskellige grupper samt gentranskriptionsforskellene hos enkelte personer før og efter dyb afslapning blev vurderet vha. en microarray analyse. Denne teknologi er en veletableret og pålidelig metode til at vurdere globale genudtryksforskelle. Sammenligningen af de to grupper gruppe viste et statistisk signifikant differentieret udtryk af 2209 gener! Derudover viste det sig, at hele 1561 gener havde varieret deres udtryk hos gruppen af de uøvede deltager efter kun 8 ugers træning i dyb afslapning! Studierne konkluderer endvidere, at uanset hvilken teknik, du bruger, enten det er meditationsteknikker så som yoga, gentagne bønner eller vejrtrækningsteknikker, vil den bagvedliggende mekanisme være den samme. Med ovenstående viden er det ikke svært for mig at give dig dette råd: Praktiser meditation eller anden afslapningsteknik 1-2 gange dagligt. Jeg har udviklet en meget nem, men effektiv meditation, som kan praktiseres af alle. Når du gennemfører meditationen, der hedder PNN-meditation, giver du samtidig magten tilbage til dit nervesystem. Efter nogle ugers praksis vil du gennem meditationen give dit nervesystem muligheden for at korrigere de fejl i kroppen, som var udløst af stress. På længere sigt, vil den daglige meditation have betydning for dine genetiske udtryk.

Råd. 7. Almindelige sunde livsvaner, kosttilskud og homøopati

Selv om artiklen sætter fokus på sammenhæng mellem sind og krop, må vi ikke glemme alle de almindelige sunde livsvaner. Her tænker jeg på at kvitte overdrevent indtag af stimulanser, så som alkohol, fedt, hurtige kulhydrater og sukker. Undlad rygning, reducer mælkeprodukter og kød, spis grønt, få de rigtige fedtstoffer, og hold dig slank. Motioner mindst 3 x 1 time ugentligt, spis økologisk og nærende. Pas på din døgnrytme, få søvn nok (til du føler dig udhvilet og mærker overskud), hold dig mental frisk og udfordret af ny indlæring etc. Læs litteratur, som giver dig motivation og indsigt i dig selv eller deltag på kurser, der tilfører dig mening med livet. Du kan selv fortsætte listen…

Som fysisk støtte til kroppens vedligeholdelse har vi alle brug for et bredspektret dagligt kosttilskud, der indeholder vitaminer, mineraler og stimulerende urter. Her er det vigtigt at urterne er rettet mod immunforsvaret, da det er immunforsvaret, der yder cellerne beskyttelse mod f.eks. celleforandringer. Homøopatisk bør du støtte kroppen med bredspektrede midler til leveren. Også bredspektrede midler til reduktion af stress i nerve- og hormonsystem samt bredspektrede midler til immunforsvaret er uvurderlige i bevarelsen af kroppens genetiske udtryk.

Råd 8. Hvornår virker det og hvorfor får jeg det værre?

Forskning viser, at kroppen godt kan reagere med forværring af fysiske- og psykiske symptomer, når vi som mennesker ændrer på adfærdsmønstre eller andre vaner i vores liv. For at forstå disse umiddelbare forværringer må vi huske på, at stresshormonet kortisol ligesom adrenalin normalt hæmmer kroppens inflammationer, allergier, smerter etc. Når stress har stået på i mange år og er blevet kronisk, vil kroppens følsomhed overfor disse hormoner reduceres. Det er netop derfor, at lang tids stress til sidst kan medføre, at stresshormonerne ikke længere kan hæmme kroppens inflammationer, smerter eller allergier. Når vi som mennesker begynder at reducere stressen gennem sunde tiltag, vil niveauet af stresshormoner også begynde at falde. Faldet i stresshormonerne er i første omgang problematisk, da fraværet af de høje koncentrationer også betyder, at kroppen mangler hormonernes hæmmende virkning på sygdommens symptomer. MEN, kun ved længere tids fravær af de høje niveauer af stresshormoner kan kroppen igen udvikle en følsomhed overfor hormonerne. Hvis du fastholder den stressreducerende adfærd, vil kroppen igen udvikle sin følsomhed overfor kortisolet. Denne genvundne følsomhed vil ikke blot bringe symptomet til ophør, men helt fjerne årsagen til symptomet. Der findes altså intet hurtigt fix på kroniske tilstande. Typisk vil ovenstående proces tage mellem 3-4 måneder. At arbejde med sig er altså fast arbejde i mindst 3-4 måneder, uanset om det handler om at øge vores eudaimoniske velvære, reducere interpersonelle stres, åbne for vores egne følelser, tale ud med vores nærmeste, tage ansvar for vores behov, meditere og reducere stress, spiser sundere, ophøre med stimulanser, lave motion eller gå tidligere i seng. Husk, sygdomme eller symptomer må aldrig i sig selv være motivet til forandringer i dit liv – indsigten og lysten til at elske dig selv og andre er den sande og helbredende drivkraft for os alle.

 

Referencer
Epigenetic programming by maternal behavior

http://njc.rockefeller.edu/pdf2/topic%202meaney-epigenetic.pdf
Cumulative childhood stress and autoimmune diseases in adults.
Dube SR, Fairweather D, Pearson WS, Felitti VJ, Anda RF, Croft JB.
PMID: 19188532 [PubMed – indexed for MEDLINE] PMCID: PMC3318917
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/19188532

A functional genomic perspective on human well-being

Barbara L. Fredrickson, Karen M. Grewen, Kimberly A. Coffey,
Sara B. Algoe, Ann M. Firestine,Jesusa M. G. Arevalo,
Jeffrey Ma, and Steven W. Cole.
http://www.pnas.org/content/110/33/13684.full.pdf+html?sid=63f3f89b-661d-4909-902d-e5fefe03715d

Parental olfactory experience influences behavior and neural structure in subsequent generations

Brian G Dias & Kerry J Ressler
http://www.nature.com/neuro/journal/v17/n1/full/nn.3594.html

McDougall’s Lamarckian experiment

http://europepmc.org/articles/PMC2985298/pdf/eugenrev00297-0041.pdf

The Hidden Codes That Shape Protein Evolution

Robert J. Weatheritt, M. Madan Babu MRC Laboratory of Molecular Biology, Francis Crick Avenue, Cambridge CB2 0QH, UK.
Science 13 December 2013: Vol. 342 no. 6164 pp. 1325-1326 DOI: 10.1126/science.1248425
http://www.sciencemag.org/content/342/6164/1325.summary

Pain and Emotion: New Research Directions

JOURNAL OF CLINICAL PSYCHOLOGY, Vol. 57(4), 587–607 (2001)

Neuroticisme forudsiger forkortning af DNA

http://www.psykiatri-regionh.dk/topmenu/Nyheder_ny/Nyheder_ny1/Forskningsresumeer/arkiv/uge33_2013.htm

Rapid changes in histone deacetylases and inflammatory gene expression in expert meditators

Psychoneuroendocrinology, Volume 40, February 2014, Pages 96–107
http://www.investigatinghealthyminds.org/pdfs/KalimanRapidPNEC.pdf

Genomic Counter-Stress Changes Induced by the Relaxation Response

Jeffery A. Dusek equal contributor, Hasan H. Otu equal contributor, Ann L. Wohlhueter,
Manoj Bhasin, Luiz F. Zerbini, Marie G. Joseph, Herbert Benson mail, Towia A. Libermann
Published: July 02, 2008DOI: 10.1371/journal.pone.0002576
http://www.plosone.org/article/info%3Adoi%2F10.1371%2Fjournal.pone.0002576#top


Homøopatiske lægemidler - Bredspektrede

Karsin

DKK139,00

Homøopatiske lægemidler - Bredspektrede

Masin

DKK139,00

Homøopatiske lægemidler - Bredspektrede

Pinesin

DKK139,00

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.