Hjælp, støt og afgift din lever – en komplementær strategi i kampen mod velfærdssygdomme

beer

I en tid hvor vi forurenes af tilsætningsstoffer, miljøgifte, smog, medicin- og hormonrester samt overdreven indtagelse af fedt, alkohol og kulhydrater, har det aldrig været vigtigere at støtte og hjælpe leveren, således at en dysfunktion ikke truer helbredet.

Mange symptomer og ubalancer i kroppen skyldes en leverbelastning

Generelt kan en belastet lever være årsag til mange forskellige symptomer lige fra hovedpine, træthed, blodsukkerproblemer, galdekolik, kolesterolproblemer, inflammatoriske slimhinder, betændelsestilstande, bronkitis, kroniske infektioner, appetitløshed, influenzalignende muskelsmerter, hyppige herpesudbrud, ødemer, mave-tarmproblemer, gulsot, fedtlever, skrumpelever, åreknuder, kløende hud, og meget meget mere. Artiklen kigger dybt ind leverens spændende univers.

Inden for den komplementære medicin, har der altid været stor bevågenhed om leverens betydning for kroppens generelle helbred. Allerede ca. 460 år F.kr. omtalte lægekunstens fader Hippokrates, at kroppens ve og vel afhang af kroppens fire væsker blod, slim, sort og gul galde.

Næsten enhver komplementær behandler ved, hvor afgørende en velfungerende lever er for hele kroppens fysiologi og biokemi. Netop derfor, vil en komplementær behandlingsstrategi af de fleste folkelidelser ofte være forbundet med ordineringen af leverafgiftende, leverstimulerende og leveropbyggende midler og produkter.

I en tid hvor vi forurenes af tilsætningsstoffer, miljøgifte, smog, medicin- og hormonrester samt overdreven indtagelse af fedt, alkohol og kulhydrater, har det aldrig været vigtigere at støtte og hjælpe leveren, således at en dysfunktion ikke truer helbredet.

Da vi samtidig nærmer os foråret, hvor vi mennesker gør hovedrent både indenfor og udenfor, og da leveren traditionelt siges at være mest aktiv om foråret, har jeg valgt at dykke lidt længere ned i leverens funktioner, for at give dig et overblik over dette fantastiske organ.

Det er mit håb, at du løbende tænker alternativt mens du læser artiklen, idet jeg ikke har fundet plads til at nævne alle de sygdomme og symptomer som en nedsat leverfunktion er involveret i. Generelt kan det dog nævnes, at en belastet lever kan give mange forskellige symptomer lige fra hovedpine, træthed, blodsukkerproblemer, galdekolik, kolesterolproblemer, inflammatoriske slimhinder, betændelsestilstande, bronkitis, kroniske infektioner, appetitløshed, influenzalignende muskelsmerter, hyppige herpesudbrud, ødemer, mave-tarmproblemer, gulsot, fedtlever, skrumpelever, åreknuder, kløende hud, og meget meget mere.

For at få en fornemmelse af leverens betydning for kroppens sundhed, vil jeg i følgende kort liste leverens komplekse arbejde og betydning for bevarelsen af vores helbred.

Inaktivering af hormoner

Efter hormonerne har udløst deres virkning på kroppens receptorer, er det vigtigt at de til dels nedbrydes eller genanvendes således, at de ikke ophobes i blodbanen og forskubber hormonbalancen. Det er f.eks. ikke ualmindeligt, at mænd med leverskader kan udvikle bryster (gynaekomasti) pga. manglende nedbrydning af det kvindelige kønshormon, som løbende dannes i binyrerne. Leverens evne til inaktivering af hormoner er også værd at være opmærksom på hos kvinder, som lider af en østrogendominans, idet østrogenet kan bære ansvaret for muskelknuder i livmoderen (fibromer), knudret fortykket kirtelvæv i bryster (fibroadenomatosis), samt smertefulde menstruationer og blødninger fra slimhinderester, som har sat sig på æggestokkene, i blæren, bughinden og tarmen (endometriose). Endometriose kan også udløse blodfyldte cyster, arvæv, kraftige rygsmerter samt sammenvoksning af de indre kvindelige kønsorganer.

Mange forhold, heriblandt vores stressede livsstil, fedme, medicin, samt diverse syntetiske hormoner i miljøet, belaster leveren i den løbende inaktivering af hormoner. Enhver ubalance i kroppen, som kan henføres til problemer med hormonbalancen, bør derfor altid henlede opmærksomheden på behovet for en stimulerende leverterapi – en terapi, som naturligt kan hjælpe leveren i kampen mod inaktiveringen af hormonerne.

Leverens afgiftningsfunktion

Som bekendt nedbryder leveren udtjente røde blodlegemer (erytrocytter) ved hjælp af makrofager, ligesom erytrocyterne nedbrydes af makrofager i milt og knoglemarv. Hæmoglobin er opbygget af to dele, en globin-del, som består af protein og en hæmdel, der indeholder jern. Ved nedbrydning spaltes globin-delen til aminosyrer, mens hæmdelen spaltes til jern og porfyrin. Jernet bruges i knoglemarven, mens porfyrinet omdannes til det gule galdefarvestof bilirubin. Ved tilstande hvor galdegangene er blokerede af f.eks. galdesten, ophobes galdefarvestoffet i blodet hvilket kan ses som en gulfarvning af hud, slimhinder og sclera (det hvide i øjnene). Hermed lider patienten af gulsot (icterus). Icterus kan også skyldes en øget nedbrydning (hæmolyse) af erytrocytterne ligesom icterus ses ved skrumpelever (cirrose).

Leveren indeholder en lang række enzymsystemer samt filtreringssystemer, som f.eks. kan nedbryde lægemidler og bakterietoksiner. Leveren filtrerer også blodet for vira og mikroorganismer, ligesom den bærer ansvaret for håndteringen af mycotoksiner (giftstoffer fra skimmelsvampe, som har vækst på forskellige kornsorter), pesticider, herbicider, døde celler, antigen/antistofkomplekser, homotoksiner og meget meget mere.

 

Leveren afgifter kroppen og hjælper dermed organismen i kampen mod vira, mikroorganismer, pesticider, mycotoksiner, antigen-antistofkomplekser og meget meget mere. Leveren er også afgørende i vores immunrespons overfor bakterier samt for nedbrydningen af lægemidler. Genetiske forhold er afgørende for leverens evne til afgiftning. Netop derfor kan evnen til afgiftning variere fra menneske til menneske. Der er derfor sund fornuft at drage omsorg for sin lever livet igennem…

Illustration af menneske hvor leveren er fremhævet

En af leverens vigtigste enzymsystemer kaldes Cytokrom P450 systemet eller forkortet CYP. CYP-enzymerne er bl.a. vigtige for nedbrydningen af psykofarmaka, og man har fundet at nogle mennesker (ca. 15 %) har genetiske variationer i de gener, der styrer cytokrom P450-systemet. Hos denne del af befolkningen er generne ødelagt, hvilket betyder at lægemidlerne nemmere ophobes blandt disse patienter. Hos andre er generne repræsenterede i for mange kopier, hvilket betyder at lægemidlerne nedbrydes meget hurtigt i kroppen, hvorved lægemidlets effekt udebliver. Den genetiske variation betyder også, at nogle menneskers CYP-system altså er mere effektivt end andres, hvormed leverens evne til afgiftning af kroppen kan variere fra menneske til menneske. Fejl i CYP-enzymsystemet menes også at være blandt årsagen hos de patienter, der lider af overfølsomhed overfor dufte og kemikalier. (MCS, Multiple Chemical Sensitivity).

En anden vigtig filtreringsmekanisme i leveren foregår i leverens Kupfferceller. Kupffercellerne er leverens makrofager, og disse deltager hovedsagelig i nedbrydningen af udtjente erytrocytter samt i bekæmpelsen af bakterier, virus og andre mikroorganismer.

Uden at have dokumentation herfor, er jeg overbevist om, at nutidens mennesker aldrig før har haft et større behov for afgiftning og stimulering af leverfunktionerne. Som nævnt tidligere i dette afsnit bombarderes vores organisme dagligt med miljøgifte, medicinrester, tilsætningsstoffer, mycotoksiner, smog, benzen, kunstige hormonlignende stoffer, aromatiske aminer, tungmetaller, virus og meget meget mere. Hertil kommer dårlige kostvaner inkluderende al for meget fedtstof, alkohol og hurtige kulhydrater kombineret med stadig mindre motion. Med årene akkumuleres disse stoffer i kroppen, og kan medvirke til risikofyldte forandringer i vores gener gennem methyleringsprocesser, ligesom kroppens immunforsvar kan presses ud i kroniske inflammatoriske betændelsestilstande. Tre måneders afgiftning af leveren en gang årligt vha. et specifikt eller bredspektret levermiddel må derfor være et minimum, hvis man ønsker at støtte leveren i kampen mod overmagten.

Leverens proteinsyntese

Proteiner i føden spaltes i mave-tarmkanalen til aminosyrer og føres herefter via tarmvæggen og V. portae frem til leveren. De fleste aminosyrer sendes videre til blodet og forsyner således kroppens mange celler, hvor de anvendes til proteindannelse. Det er på denne måde leverens ansvar at sørge for, at der er nok af alle de 20 aminosyrer til cellernes proteinsyntese.

Et eventuelt overskud af aminosyrer nedbrydes i leveren først til ammoniak, som igen nedbrydes naturligt til urinstof. Ved nedsat leverfunktion vil leverens urinstofdannelse nedsættes, hvorved der ophobes ammoniak i lever og kredsløb. Ved udpræget nedsættelse af leverfunktionen kan ophobningen af ammoniak blive så kraftig, at der kan indtræde bevidstløshed hos patienten. Lettere ammoniakforgiftning kan give ændringer i personligheden, forlænget reaktionstid, glemsomhed, irritabilitet mm. Tilstanden kaldes for Hepatisk encephalopati, og opdeles i grader fra 0 til 4, hvor graden 4 definerer komatilstanden.

Leveren danner også selv proteiner, herunder plasmaproteiner som f.eks. protrombin, fibrinogen og albumin. Ved nedsat leverfunktion kan dannelsen af protrombin og fibrinogen være nedsat, hvilket typisk øger tendensen til at danne blå mærker, selv ved lette stød. Dette skyldes, at blødningen standes langsommere på grund af koagulationsfaktorer.

Albumin er det mest udbredte transportprotein i blodet. Det transporterer fedtstoffer (triglycerider), hormoner f.eks. thyreoideabindende præalbumin (TBPA), ligesom albumin binder ca. 15 % af binyrebarkhormonet kortisol. Da Albumin udgør over halvdelen af den samlede mængde protein i plasmaet, er albuminet ansvarlig for mere end 75 % af plasmaets kolloidosmotiske tryk. Det kolloidosmotiske tryk er afgørende for stofudvekslingen mellem kapillærerne og vævsvæsken. En forstyrrelse af det kolloidosmotiske tryk kan bevirke ødemer og lymfeproblemer.

Leveren danner mange forskellige plasmaproteiner herunder transthyretin, som er et transportprotein for A-vit og stofskiftehormonet thyroxin. Leveren danner også vores kønshormonbindende globulin (SHBG), som binder det mandlige kønshormon testosteron, således at hormonet holdes inaktivt indtil behovet for frigørelse opstår. Ved forhøjet insulinproduktion (hyperinsulinæmi) er det velkendt at SHBG dannelsen reduceres. Dette medfører en for stor frigivelse af det mandlige kønshormon, med risiko for øget skægvækst, samt østrogendominans pga. aromatiseringen af det overskydende testosteron. Hermed øges risikoen for problemer med den kvindelige hormoncyklus, der sammen med hyperinsulinæmien disponerer for polycystisk ovarie syndrom (PCOS), der kan føre til menstruationsforstyrrelser, fertilitetsproblemer, type 2 diabetes og fedme.

En velfungerende lever er også vigtig for immunforsvaret. Når vores celler udsættes for inflammatoriske processer udløst af f.eks. bakterier eller vævsbeskadigelser, udskiller vores hvide blodlegemer nogle signalstoffer/hormoner (cytokiner). Cytokinerne stimulerer vores lever til dannelse af C-reaktive proteiner, som omgiver bakterierne, således at vores fagocytter nemmere kan angribe de ubudne gæster. Leverens produktion af f.eks. mannanbindende lektin (MBL) er herunder en vigtig faktor i denne immunrespons. Lektin kan binde sig til et kulhydratmolekyle, og mannan er netop sådan et kulhydratmolekyle, der findes på overfladen af mange sygdomsfremkaldende bakterier. Leveren er således ansvarlig for komplementsystemet, som er sammensat af ca. 20 forskellige proteiner.

En reduceret eller belastet leverfunktion, kan således påvirke vores kønshormonelle balance, vores kolloidosmotiske tryk, væskebalancen, det venøse kredsløb, vores proteinstofskifte, stofskiftehormonerne, A-vitamin tilgængeligheden samt vores immunforsvar via leverens produktion af mannanbindende lektin (MBL). Det er derfor ikke uden grund, at leveren er et yndet mål for den komplementære behandling af vor tids sygdomme.

Leverens fedt- og lipidstofskifte

Leveren har en central rolle i omsætningen af fedt (lipider). De væsentligste lipider er triglycerider og kolesterol. I modsætning til kulhydrater og proteiner vil tarmens optagelse af fedtstofferne i første omgang passerer uden om leveren. I stedets føres fedtstofferne via lymfesystemet direkte til kredsløbet. Først herefter kan fedtstofferne via leverens arterie (arterie hepatica), nå frem til leveren. I leveren bliver triglyceriderne anvendt til fremstilling af energi – nøjagtig som vi kender det fra kroppens øvrige celler. Dog anvendes triglyceriderne ikke af nervecellerne, som i stedet forbrænder glukose. Hvis kroppens blodsukker falder, og glykogendepoterne er tømt i lever og muskler, kan leveren i stedet omdanne fedt fra fedtdepoterne. Dette sker ved at triglyceriderne fra fedtdepoterne spaltes til glycerol og fedtsyrer. Glycerolet fra triglyceriderne føres herefter til leveren med blodet, hvor det omdannes til glukose. Leveren omdanner endvidere fedtsyrerne til ketonstoffer, som forbrændes til energi i alle celler, også nervecellerne.

Leveren kan også selv danne triglycerider i de situationer, hvor føden indeholder mere kulhydrat og protein end kroppens celler har brug for, ligesom leveren kan omdanne glucose til triglycerider.

Leveren er derfor vigtig i reguleringen af blodsukkerbalancen – specielt i en tid hvor mange mennesker stresser kroppens blodsukker med indtagelse af store mængder hurtige kulhydrater.

Kolesterol er et fedtstof, som er opbygget over et steroidskelet, der består af 17 kulstofatomer. Kolesterol og stoffer, som er opbygget med et lignende skelet kaldes steroider. Kolesterolet er derfor også det basale stof, som de øvrige steroider dannes ud fra, heriblandt binyrebarkhormonerne, kønshormonerne, progesteron samt D-vitamin.

Da kolesterol er et vigtigt råstof, må kroppen selv kunne danne kolesterol. Dette sker henholdsvis i leveren og i tyndtarmen. Leveren bærer også ansvaret for nedbrydningen af kolesterolet. Egentlig er der ikke tale om en regulær nedbrydning, idet steroidskelettet ikke kan nedbrydes. I stedet omdanner leveren kemisk kolesterolet til galdesyre og galdesure salte. De galdesure salte opsamles til dels i galdeblæren, ligesom de sendes videre til tolvfingertarmen, hvor de indgår i spaltningen og optagelsen af kostens triglycerider. Der er stadig usikkerhed om hvordan dannelsen af kolesterol reguleres, dog vides det, at en stor koncentration af galdesure salte hæmmer produktionen af kolesterol, mens en lille koncentration af galdesure salte fremmer kolesterolproduktionen. Det vides også, at f.eks. rygning pga. kulilte (CO) hæmmer omdannelsen af kolesterol til galdesure salte. Rygning stimulerer derfor produktionen af kolesterol, således at serumkolesterolet forhøjes med risiko for forkalkning i kredsløbet.

Galdeblæren (Vesica fellea) opsamler de galdesure salte. Leverens kolesterolproduktion styres af galdeblæren, idet en stor koncentration af galdesure salte i galdeblæren hæmmer produktionen af kolesterol, mens en lille koncentration af galdesure salte i galdeblæren øger kolesterol dannelsen. Også rygning påvirker kolesteroltallet i negativ retning.

galdeblæren

Leveren er endvidere involveret i dannelsen af VLDL (very low density lipoprotein), som transporterer lipider fra leveren ud til kapillærerne, LDL (low density lipoprotein), som også transporterer fedtstoffer fra leveren ud til cellerne, samt HDL (high density lipoprotein), som transporterer fedtstoffer den anden vej – fra celler og væv til leveren, hvor det nedbrydes og udskilles med galden. HDL er i øvrigt det mindste af alle lipoproteinerne.

Diskussionen om kolesterolproblematikken, hvor der i den grad er uenighed om kolesterolets betydning for udviklingen af forkalkning, er et meget spændende kapitel. Der findes bl.a. talrige studier, som dokumenterer at mennesker med et lavt kolesteroltal, bliver lige så åreforkalkede som mennesker med et højt kolesteroltal.

Det er dog ikke denne artikels mål at blande sig i kolesterolkrigen. I stedet sigter artiklen mere på behovet for at styrke, stimulere og genopbygge leverens mangfoldige funktioner, således at leveren qua en bedre balance, selv kan regulere fedtstofskiftet tilbage til en helsebringende kurs. I en tid hvor 40 % af den danske befolkning lider af overvægt, og hvor tusinder og atter tusinder lider af stigende og truende kolesteroltal, er det en selvfølge at leveren må inddrages i den komplementære behandling sideløbende med en behandling af f.eks. kredsløb, blodsukker, stofskifte og stresshormoner.

Leverens kulhydratstofskifte

Vi skal også lige berøre leverens kulhydratstofskifte. Nedspaltningen af kulhydraterne starter allerede i mundhulen ved hjælp af enzymet ptyalin, som nedbryder stivelse til et mindre polysaccharid dextrin og videre til disaccharidet maltose. Amylase fra bugspytkirtlen samt maltase, sucrase og lactase fra tyndtarmen sørger for den sidste nedbrydning således at de monosaccharider, der slutteligt ankommer til leveren er glucose, fructose og galactose.

Galactose findes i store mængder i mælkeprodukter. I dyreforsøg har galactose vist sig at kunne hæmme svulsters vækst og spredning, specielt til leveren. Galactose fremmer desuden sårhelingen, reducerer inflammationstilstande, bedrer cellernes kommunikation samt øger kalkoptagelsen. Galactosetilskud har vist sig at kunne beskytte mod udviklingen af grå stær. Mennesker, der lider af leddegigt, samt lupus-patienter har ofte mindre galactose i kroppen end andre.

I forbindelse med gennemgangen af leverens kulhydratstofskifte er det vigtigt at være opmærksom på, at nogle patienter ikke kan omdanne galactose til glucose, hvorved galactosen ophobes i blodet (galactoæmi). Dette skyldes en arvelig sygdom, hvor patienterne ikke kan danne de enzymer, som er nødvendige. Ophobning af galactose giver skader på hjernen med mental retardering til følge, samt følgeskader på lever og nyrer. Skaderne kan undgås ved en galactosefri kost – dvs. en kost uden mælkeprodukter.

Når kulhydraterne er nedspaltet til glucose, deponeres denne i leveren som glycogen. Leverens glycogendepot kan rumme ca. 100 -150 gram glycogen. Hvis fødeindtagelsen tilfører mere glucose end kroppen behøver, og leverens glycogendepot er fyldt, omdannes glucosen til fedt i leveren ligesom fedtdepoterne i underhuden og bughinden akkumulerer fedtet.

Omvendt vil leveren ved manglende tilførsel af kulhydrater kunne omdanne glycogendepotet til glucose, ligesom nedbrydning af triglycerider fra fedtvæver tjener til nydannelse af glucose. Foruden glycogendepotet og fedtvævet, vil aminosyrer fra kroppens vævsproteiner kunne omdannes til glucose. Denne omdannelse sker under påvirkning fra langtidsstresshormonet kortisol. Det er bl.a. derfor, at stress er usundt idet forhøjede kortisolniveauer pga. stress virker ødelæggende og nedbrydende på kroppens mange vævsproteiner – herunder også de proteiner, som indgår i vores immunforsvar. Stressudløst forhøjet kortisol kan også være en stor medspiller i udviklingen af forhøjet blodsukker, insulinresistens, hyperinsulinæmi, type 2 diabetes samt udviklingen af fedme og overvægt.

Som en følge af leverens centrale rolle i konverteringen af kroppens energi – enten vi taler om kulhydrater, proteiner, aminosyrer eller triglycerider, vil et hvert specifikt eller bredspektret stimulerende middel til leveren være en nøglefaktor i behandlingen af f.eks. fedme, overvægt, forhøjet kolesterol, forkalkning samt træthed/tæring (fatigue).

Leverens depotfunktion

Leveren fungerer også som depotorgan for kroppens vitale stoffer. Leveren er herunder depotorgan for glycogen, aminosyrer, jern, B-12-vitamin, samt de fedtopløselige vitaminer A, D, E og K-vitamin. Leveren bør derfor inddrages i behandlingen, hvis organismen har forstyrrelser i omsætningen eller deponeringen af jern, B12-vitamin eller de fedtopløselige vitaminer.

Leverens relation til følelser, bevidsthed og stress

Fra den klassiske kinesiske medicin har det gennem årtusinder været et faktum, at organerne er knyttet til vores følelsesliv. Således er f.eks. vrede og hidsighed samt kognitive aspekter som planlægning og beslutningsdygtighed relateret til leveren. I den kinesiske medicin ses leveren som hovedorganet for Qi-energien (livsenergien). Leverens opgave er at sikre flowet af Qi-energien, således at den kan flyde frit i hele kroppen. Stress, frustration, hidsighed, vrede, irritation og uforløste følelser vil blokere Qi-energiens frie flow hvorved f.eks. mavens og miltens arbejde forstyrres.

Denne kinesiske opfattelse af leveren og livsenergien ligger tæt op af nye opdagelser indenfor f.eks. psykoneuroimmunologien, hvor forskerne har dokumenteret, at negative følelser kan intensivere en række sygdomme, hvor årsagen skal findes i immunsystemet. Inflammation er blevet koblet sammen med en række tilstande, som er associeret med aldring herunder kredsløbssygdomme, knogleskørhed (osteoporose), gigt, type 2 diabetes, visse former for cancer, Alzheimer’s med mere. Produktionen af proinflamatoriske cytokiner, som har indflydelse på ovennævnte samt andre tilstande, kan direkte stimuleres af negative følelser og stressfulde oplevelser.

Leveren belastes af negative følelser så som stress, hidsighed, frustration, vrede, irritation og uforløste følelser. Negative følelser kan være årsag til en øget produktion af proinflammatoriske cytokiner, som kan udløse inflammatoriske tilstande i vores væv. Herfra kan udvikles forskellige lidelser som f.eks. gigt, kredsløbssygdomme og type 2 diabetes.

vrede

Som tidligere nævnt deltager leveren meget aktivt i vores immunrespons på bakterier, virus og andre mikroorganismer via kroppens cytokiner, leverens Kupfferceller , de C-reaktive proteiner og komplementsystemet. Set fra et logisk perspektiv giver det altså mening, at leverens deltagelse i immunresponsen kan forstyrres gennem følelser så som vrede, stress, frustration og irritation.

Selv om psykoneuroimmunologien har leveret beviset for, at vores følelser og organer ikke kan adskilles, er der nok ingen der kender den fulde sandhed om krop og psyke endnu. I lyset af dette, bør det også være acceptabelt at fremføre ideer og ”toldfrie” tanker om sammenhængen mellem f.eks. leveren og sindet, indtil ny forskning kan modbevise alternative teser. Jeg har derfor lyst til at bidrage med mine egne observationer og de erfaringer som jeg har gjort gennem mine 20 års kliniske praksis. 

Baggrunden for min tese er, at leveren som udgangspunkt både er et afgiftnings/nedbrydningsorgan ligesom leveren virker opbyggende og nydannende på f.eks. proteiner. Analogt med disse grundlæggende funktioner i leveren, er det min erfaring at mennesker, som lever med ulevedygtige og forgiftende tanke- og adfærdsmønstre også genererer flere negative følelser, mens mennesker, som inaktiverer og nedbryder destruktive adfærdsmønstre og i stedet løbende opbygger et konstruktivt og bæredygtigt sind, støtter leverens funktioner på sund vis. At fastholde had, bitterhed og vrede forgifter altså kroppen, mens udvikling, som sigter mod tilgivelse, accept, tolerance, ærlighed og åbenhed afgifter og aflaster leverens arbejde.

Da krop og psyke hænger sammen, vil omlægning af livsstil herunder diæt, motion samt personlig udvikling altså virke styrkende og afgiftende på leveren. Omvendt vil en stimulerende leverbehandling ikke kun virke fysisk afgiftende, men også forløsende og udrensende på gamle følelsesmæssige belastninger og adfærdsprogrammer.

VIGTIGT! Hvis du er i tvivl om du lider af en leversygdom, eller oplever symptomer, som kunne stamme fra leveren, bør du altid henvende dig til din læge. Artiklen må ikke opleves som en diagnose eller behandling, men tjener kun til generel oplysning.

Referencer
  1. Paterson JC, Armstrong R, Armstrong EC. Serum lipid levels and the severity of coronary and cerebral atherosclerosis in adequately nourished men, 60 to 69 years of age.
    http://circ.ahajournals.org/cgi/reprint/27/2/229.pdf
  2. EMOTIONS, MORBIDITY, AND MORTALITY: New Perspectives from Psychoneuroimmunology
    http://arjournals.annualreviews.org/doi/abs/10.1146/annurev.psych.53.100901.135217
  3. Positive coping up- and down-regulates in vitro cytokine productions from T cells dependent on stress levels. PMID: 15184719 [PubMed – indexed for MEDLINE]

Skriv et svar